Mikkel er vild med højskolesangbogen: Vi danskere læser gerne digte, når de kan synges

Han ville slet ikke gå til musik, men det kom han til, og så slog lynet ned i den unge Mikkel Skovgaard, som senere var på højskole og blev fascineret af højskolesangene. Nu er han blevet højskolelærer på Bornholms Højskole, og for ham handler musiktimerne om at give de unge mod til at udtrykke sig.

Hvorfor har du valgt at blive musiklærer?

– Jeg har lidt haft en forelskelse i højskoleverdenen og den tilgang til forbybelse, man har der og den pensumløse måde at gå til verden på. Så får man det ind under huden på en helt anden måde. Jeg var selv på højskole i 2013, hvor jeg bare blev blæst væk af det. Senere skrev jeg speciale om den tidlige højskolehistorie og den rolle højskolerne spillede i demokratiseringen af befolkningen. Det er en vigtig stemme i hele dannelsesdebatten.

– Jeg tror også, at der er stor forskel på at være musiklærer på en højskole og på at være det på gymnasiet eksempelvis. I en højskolesetting kan man nemmere sætte musikken fri, og det tiltaler mig meget mere. Man kan skabe et trygt rum, fordi det er en kostskole, hvor musiklokalet altid er åbent, man er der sammen med sine venner, folk er lidt ældre og man har måske mere mod på at springe ud i noget.

Hvornår fandt du ud af, at du var glad for musik?

– Det er faktisk en historie med omvendt fortegn. Jeg skulle på efterskole, hvor jeg havde valgt film og teaterproduktion som liniefag. Sådan noget, hvor man opererer bag scenen og skal få tingene til at spille. Det var en rimelig særlig linie, som de ikke har særlig mange steder. Men så et halvt år før jeg skulle starte, så ringede de og sagde, at den linie, jeg havde valgt, var blevet nedlagt, men jeg kunne nå at vælge om. Så ville jeg egentlig vælge idrætslinien, men den var lige blevet lavet om til sådan noget adventure, og det var bare slet ikke noget for mig. Det var musik egentlig heller ikke. Jeg havde gået til guitar i tredje klasse, men det fangede mig ikke rigtig. Men man kunne sagtens være med på musiklinien, selvom man ikke rigtig kunne noget, så det blev den, jeg valgte.

– Og så fangede det mig fuldstændig, og det endte jo med, at jeg brugte alle mine vågne timer i musiklokalet, og siden har jeg simpelthen fået så mange fællesskaber igennem musikken. Så man kan faktisk sige, at hvis den linie ikke var blevet nedlagt, så var jeg nok ikke blevet musiklærer.

Hvilken slags musiklærer er du?

– Jeg synes, det er så fantastisk, at kunne sætte musikken fri. Man kan ikke spille forkert, når man spiller musik med mig. På samme tid er jeg også akademiker, og jeg mener, at man kan lære noget af teorien. Jeg har selv brugt tid på at studere nodebilleder og haft en rigtig god oplevelse med det. Så det er jo ikke fordi, vi terper nodelærer, men hvis lidt teori lige kan give mening ind i sammenhængen, så synes jeg, det giver mere værdi.

– Det handler om at få folk til at føle sig trygge med et instrument og turde udtrykke sig med det, og at gøre det i en sammenhæng, hvor det ikke nødvendigvis skal lyde godt, men det skal lyde rigtigt. Det er skønt, hvis det svinger godt, men det vigtigste er at give eleverne en tryghed og en måde at udtrykke sig på.

Hvad er det musikken kan som højskolefag?

– I forbindelse med nogle podcasts om højskolesangbogen lavede jeg et interview med blandt andet Knud Romer, hvor han sagde, at det er pissevigtigt, at vi bemægtiger os en udtryksform. Om det er at snitte træfigurer, lave keramik eller om det er en anden form for kunstnerisk proces. Her er musikken en fundamental måde at udtrykke sig på. Uanset om man spiller musik eller ej, så tror jeg at det er en udtryksform, man næsten ikke kan komme udenom. Det rammer bare.

Hvad for noget musik spiller du selv?

– Jeg er glad for højskolesangbogen, men jeg har også arbejdet på en gammel revysang. Og så har jeg et projekt med to andre, hvor vi spiller noget meget eksperimenterende musik, hvor vi ikke aftaler, hvad der skal ske, når vi starter på en sang. Så handler det mere om at udforske musikkens og lydens rum. Det er også noget, man kan på en højskole. Det skal ikke være et specifikt nummer, man spiller. Man kan bare lave musik.

Hvorfor er du så glad for højskolesangbogen?

– Jeg tror, at min kærlighed til højskolesangbogen stammer fra min egen tid på højskole, hvor Jørgen Carlsen (højskoleforstander red.) kunne udlægge teksterne, så man sad måbende tilbage. Selvom det bare er en lille sangbog, så var der så meget kulturarv i den. Det er en nationalkanon, som er vokset frem af sig selv, helt uden at Bertel Haarder har haft noget at gøre med den. Man kan sige, at det er rygsøjlen i dansk folkekultur, og der kan være nok substans i en enkelt linie til at man kan snakke om det i en halv time.

– Det er ikke dansk normaladfærd at læse digte, men når det så står i højskolesangbogen og er på melodi, så bliver de husket. Tag bare Jens Vejmand og Jeg er Havren, men de skal ligesom stå i sangbogen, før vi tager dem til os.

Hvorfor blev det lige Bornholm?

– I realiteten er jeg jo ikke flyttet til Bornholm. Jeg bor stadig på Østerbro, fordi det bare er en deltidsstilling, og jeg har nogle supplerende jobs her i København. Men det har længe været en drøm for mig at blive højskolelærer, så da jeg fik muligheden skulle det helt sikkert prøves af. Jeg kan godt se mig selv blive forelsket i livet på en ø og være en del af et øsamfund. Det er som om pulsen falder bare lidt, når man er her.

– Men jeg kendte ikke så meget til øen udover barndommens obligatoriske lejrskolebesøg. Jeg har tænkt, at jeg har lyst til at være en del af et lokalsamfund, hvor man kender hinanden og har en indforståethed, men jeg skal lige have det til at hænge sammen med timetal.

Mikkel Skovgaard

29 år og bosat på Østerbro.

Uddannet historiker og formidler af højskolesangbogen.

Ny musiklærer på deltid på Bornholms Højskole.

Står bag to podcastserier om højskolesangbogen: 'Blå Bog' og 'For 19. gang de Sang'.