Kim Thygesen har på blot seks dage i Tanzania besteget to bjergtoppe for at mindes faldne danske soldater.
Kim Thygesen har en fortid i Opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne og bor i Rønne. Han har flere gange været udsendt med opklaringssoldaterne til nogle af verdens brændpunkter.
Han har siden været dybt involveret i veteranarbejdet, og han er blandt andet manden bag den i 2009 indførte flagdag den 5. september, hvor Danmarks udsendte anerkendes for deres indsats, og hvor de faldne mindes. Han er på Bornholm med til at lave forskellige aktiviteter for veteraner og deres familier og med i arrangørgruppen bag Mjølner Trail og March, og han er fodboldtræner.
Kim Thygesen har flere gange været på forskellige bjergtoppe for at mindes faldne soldater. På de ture medbringer han og andre veteraner et dannebrog med navnene på de faldne danske soldater siden 1948.