Marcus Persson afløser Henrik Jacobsen på posten som cheftræner i Svaneke IK.
Fire nederlag på stribe, nul point og en målscore på 1-15.
Det er den øjeblikkelige situation for Svaneke IK i bunden af Knudsker Kølligaen i fodbold.
Selvom klubben scorede sæsonens første mål i søndagens bundopgør mod Viking/RIK 2, så blev kampen tabt med 1-2. Og derfra var der ikke lang vej fra tanke til handling. I gensidig forståelse med cheftræner Henrik Jacobsen ophæves det lidt mere end to år lange samarbejde med omgående virkning.
Ny mand som cheftræner er Marcus Persson, der tiltrådte som assistenttræner så sent som i sommerferien.
Da Marcus Persson er ny i trænerfaget på serieniveau, vil han få assistance af tre af Svaneke-klubbens egne folk - Morten Schmidt, Patrick Vogter og Thilo Godtfredsen, fremgår det af et opslag på facebook. Han har også et krævende job at passe som direktør og ejer af feriebureauet Team Bornholm.
– Der er ingen dramatik. Nogle gange er det bare tid til, at der skal ske noget nyt. Sådan er fodbold også, understreger Svaneke IK.
Samtidig rettes der en stor tak til Henrik Jacobsen.
– "Jakke" har gennem sine år som træner virkelig rykket både holdet og de enkelte spillere. Han har lagt masser af tid, energi og engagement i holdet, og hans indsats har været med til at flytte hele seniorafdelingen i en positiv retning. Og mon ikke, vi stadig kommer til at se ham omkring Svaneke IK, skriver klubben.