21. SEP • 13:22

Ulovligt byggeri: Regningen kan ende hos nye ejere

Ulovligt byggeri: Regningen kan ende hos nye ejere
Rundt om på Bornholm er der en del sager i gang, hvor der ikke er søgt de nødvendige nedrivnings- og byggetilladelser. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Huse opkøbes, renoveres i hast og sælges med stor fortjeneste. Men manglende tilladelser kan nu ramme de nuværende ejere, fortæller TV2 Bornholm.

Flere nye boligejere risikerer at stå tilbage med regningen efter ulovligt udførte renoveringer.

Det viser en afdækning, TV2 Bornholm har lavet.

Tv-stationen har kortlagt et mønster, hvor ejendomme er blevet opkøbt, renoveret i hastigt tempo og solgt videre med stor fortjeneste – i flere tilfælde helt uden de nødvendige bygge- og nedrivningstilladelser. Ifølge mediet kigger regionskommunen i øjeblikket nærmere på mindst 11 ejendomme på øen.

I et konkret tilfælde i Rønne blev et oprindeligt hus revet ned og et helt nyt opført på matriklen, uden at kommunen overhovedet var blevet informeret eller adspurgt. I en anden sag er et bevaringsværdigt hus renoveret så markant i strid med lokalplanen, at kommunen har udstedt påbud om, at ændringerne skal rulles fysisk tilbage.

Kravet følger huset – ikke bygherren

Selvom det er den tidligere ejer, der har fået udført arbejdet uden tilladelser, er det ifølge loven de nuværende ejere, der hænger på ansvaret over for myndighederne.

– De krav, vi stiller til at overholde byggelovgivningen, påhviler den til enhver tid gældende ejer, så det følger bygningen, siger Christian Jørgensen, leder af Byg, til TV2 Bornholm.

Den vurdering bakkes op af professor i retsvidenskab Carsten Munk-Hansen. Han peger på, at en ny ejer godt nok kan sagsøge sælger civilretligt efterfølgende, men at kommunens krav om fysisk lovliggørelse eller nedrivning altid rettes mod den, der står på skødet i dag.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT