Efter 49 år gik turen til København: 'Jeg har jo Bornholm i knoglerne'

Eva Højmark Grützmeier valgte at flytte fra Bornholm i 2014, da hun skulle nye veje med sit arbejdsliv. Det var et naturligt skridt, og selvom hun nu bor i København, har Eva stadig Bornholm i knoglerne.

Kan du starte med at sætte nogle ord på historien om dig og Bornholm?

– Ja, altså min historie er, at jeg kommer til verden kort efter, at min far har fået arbejde som organist i Skt. Nicolai Kirke. Så mine forældre er førdere. Men jeg boede på Bornholm, fra jeg blev født. Jeg mødte så tidligere underviser og fjernsyns- og radioproducent Jens Højmark, og vi blev gift, da jeg var 21 i 1986. Vi fik to børn sammen og byggede et sted op med biodynamisk landbrug og selvforsyning ved Paradisbakkerne.

Hvor kom den tanke fra, at I ville det?

– Jens var jo allerede i gang med at bygge sit sted, da vi mødte hinanden, og jeg havde allerede været i gang med at bygge mine egne hytter. Jeg brændte for at lave ting med hænderne. Man kan godt sige, at vi på en eller anden måde var beslægtet åndeligt. Vi havde en masse fællesnævnere, som vi kunne bygge sammen, og selvom der var 31 års forskel på os, så havde vi projektet i Højvang sammen. Jeg tror, det var en befrielse for os begge at have et sted, som vi kunne bygge sammen.

Men du flyttede så i 2014. Hvordan kan det være?

– Jamen, Jens og jeg blev enige om, at aldersforskellen blev for stor. Jeg var jo uddannelsesleder på Campus Bornholm og søgte et andet arbejde. Jeg ville noget mere, og det ville Jens ikke. Han var landet, efter vi havde færdiggjort Højvang, og han havde ikke brug for så meget mere i livet, men jeg ville så meget mere – også med mit arbejdsliv. Så i fuld respekt og stadig kontakt, valgte vi at skilles. Men vi havde kontakt til det sidste, også efter jeg flyttede fra øen.

Hvordan var det at flytte fra Bornholm?

– Det faldt egentlig naturligt for mig, og det var også et skridt mod for alvor at etablere mit eget liv. Jeg var jo naturligt gledet ind i et samliv med Jens, og vi havde haft nogle fælles dagsordener. Nu skulle jeg selv til at etablere mit liv fra grunden, kan man sige, så det var et afgørende nyt skridt for mig. Men det skal også siges, at jeg er uddannet i København, så det var ikke nyt territorie på den måde.

Du fik en stilling som læringskonsulent ved Undervisningsministeriet?

– Ja, vi var et håndplukket team af folk, der havde specialer indenfor alle dele af lovgivningen. Jeg havde speciale i de tekniske uddannelser. Vi rejste rundt i hele landet og var med til at støtte, at erhvervsskoler kunne gribe en given lovbekendtgørelse og få omsat det til praksis.

Senere har du så fået arbejde på et center for kriseramte kvinder?

– Jeg søgte nogle stillinger, som var præget af relationer og at komme tættere på borgeren. Det var ikke, fordi jeg søgte målrettet efter at skulle arbejde på et krisecenter, men har vist sig at være det bedste for mig. Det er et privilegie at kunne støtte en person med de næste skridt, hun skal tage i sit liv.

Hvordan er det at skulle arbejde med de her kvinder, som jo står i nogle svære situationer?

– Det kan godt være hårdt. Kvinderne har jo forskellige udfordringer, men der kan også være udfordringer på krisecenteret mellem kvinderne. Der hjælper det her med at have været leder og have stået i konfliktbetonede situationer i arbejdslivet. Jeg har også tidligere arbejdet med psykisk syge elever, så jeg er på alle mulige måder klædt på til det. Og så er det også fordel at være mor. Mange af kvinderne er mødre og har udfordringer med deres børn, og det skal man også kunne sætte sig ind.

Nu skal du på Folkemødet. Hvad er det, du skal lave der?

– Jamen, noget af det, jeg brænder for, er, at vi taler mere om de humanistiske værdier. Respekt, ligeværd, ansvar og fællesskaber. Jeg er meget engageret humanistisk i samfundet i dag, hvor jeg er projektleder, og vi har nogle forskellige debatter, herunder et debatevent om skovbegravelser. Vi har skovbegravelsesplads ude i Paradisbakkerne, faktisk bare to stenkast fra, hvor jeg boede. Jeg har luftet hund og gået der så mange mange, så det er meget sjovt at se, og der skal jeg i hvert fald selv ligge, når den tid kommer. Der har jeg Ea Holten Pedersen, som er repræsentant for skovbegravelser, provst Frank Kærgaard samt vores næstforperson til debat, hvor de skal debattere, hvad den her vækst i skovbegravelser og alternative begravelser betyder. Men vi har alle mulige events og debatter, hvor vi vil fortælle om, hvorfor det er vigtigt at tage stilling til de her ting.

For dem der måske ikke ved det. Hvad vil en skovbegravelse sige?

– En skovbegravelse er et alternativ til en urnebegravelse på kirkegården. Ved en skovbegravelse bliver urnen nedsat i ikke-indviet jord for foden af et træ. En skovbegravelse er for alle uanset baggrund og trosretning.

Hvordan er det at komme til Folkemødet, efter du er flyttet fra Bornholm?

– Det er jo helt specielt at komme til Folkemødet med en ny kasket og med noget, jeg brænder for. Jeg brændte også for at være uddannelsesleder, hvor vi også var på Folkemødet, men der var rammerne sat på en anden måde. Det er særligt at komme med mit eget engagement og deltage i et så stort event på min fødeø. Jeg glæder mig vildt meget. Jeg synes, Folkemødet er et fantastisk arrangement, og der er et imponerende opbud af, hvad Danmark har at byde på.

Kan du savne at bo på Bornholm?

– Nej, ikke rigtig. Jeg har jo Bornholm i knoglerne og kan mærke naturens ro. Jeg behøver ikke køre ud til skov og strand for at finde den ro, fordi jeg er vokset op dem den. At bo i København giver mig nogle muligheder i mit arbejds- og fritidsliv, som jeg har brug for.

Eva Højmark Grützmeier

57 år

Født og opvokset i Rønne

Har sønnen Laust der ejer Klatring Bornholm og er medejer af Tovbanen ved Opalsøen samt datteren Hanne, der arbejder som grafisk designer og bor i København