Ella har noget, hun skal finde ud af, før hun dør

Olivia Emma Espersen

Journalist

Ella Munck Jallov voksede op under først den tyske og siden den sovjetiske besættelse af Bornholm. Som niårig gemte hun sig for bomberne, gik rundt i Rønnes ruiner og så en soldat blive likvideret. I dag er hun 89 år og oplever igen truslen fra Rusland.

Hvert år 1. december tog Ella Munck Jallov og hendes bror julekassen frem for at sortere julepynt og lave julekort.

Resten af måneden stod de på trappen til førstesalen og øvede sig på, hvordan de skulle tage imod gæsterne juleaften.

Julen blev altid fejret i familiens hjem på Havnebakken i Rønne, hvor faren havde sin maskinvirksomhed i stueetagen, og familien boede ovenpå.

Sådan husker Ella Munck Jallov også julen for 80 år siden.

Hun husker ikke alting fra dengang. Hun var kun ni år gammel. Men det, hun husker, står stadig skarpt for hende.

Omkring middagstid 7. maj 1945 havde hun sat sig i udestuen for at spille klaver. Pludselig rystede alting, og der lød et ”kæmpe brag”.

Det var russernes bombardementer.

– Man siger, at når man bliver gammel, så husker man den tidlige fortid, siger 89-årige Ella Munck Jallov. Hun vil ikke kloge sig på, om det passer: ”Man siger så meget.”

I hvert fald kan hun tydeligt huske tyskerne, som kort efter det første brag kom løbende ind i huset og råbte ”Unten, Unten – Russen, Russen”. De var bange, fortæller hun.

Hun ved også, at familien fik pakket sengetøj med, da de senere blev evakueret fra huset. For hun kan stadig se det store hvide lagen flyve i luften og folde sig ud.

Og hun glemmer aldrig den dag, hvor hun gik og legede på Zahrtmannsvej, efter de sovjetiske soldater var blevet en del af hverdagen. Den dag, hvor en af soldaterne skød en anden lige foran hende.

Da bomberne kom

Bombardementerne af Rønne og Nexø 7. og 8. maj fylder mest i hendes erindring fra den tid.

– Det er klart jo. Det var en overraskelse og en forskrækkelse. Meget uvirkeligt, fortæller Ella Munck Jallov.

Da de første bomber var faldet, ledte hun desperat efter sin mor, som lå klemt inde under en filebænk og nogle rør i farens værksted.

Moren blev “fisket ud”, som Ella Munck Jallov tørt konstaterer, og de blev jaget ned i den gamle vaskekælder af tyskerne. Her gemte de sig, mens bombardementerne fortsatte.

Hendes far og bror var ikke hjemme. Det var det største traume, fortæller hun; ikke at vide, hvor de befandt sig.

De sidste tre dage havde radioen bragt glædesbudskaber fra København. Krigen var slut, og tyskerne havde kapituleret.

Faren havde en lastbil med gengas, fordi han havde en virksomhed. Sammen med hendes 13-årige bror, Jørgen, var han ude for at aflevere værdigenstande, der havde været opbevaret under krigen.

Senere er Ella Munck Jallov blevet fortalt, at de havde sprunget for livet i Stormgade, mens granatrester fløj omkring dem.

De valgte at køre rundt for at hjælpe med at evakuere familier i Rønne og for at køre nogle af de døde på sygehuset.

Hendes bror sad på førerhuset, mens tre livløse personer lå på bagsmækken af bilen.

– Min far var en gæv gut, konstaterer Ella Munck Jallov.

– Et ordentligt mandfolk spørger jo: ’Er der noget, jeg kan gøre?’

Da Jørgen kom tilbage, tog han sin lillesøster i hånden og sagde: ”Nu skal du se, hvor jeg har været.” Og så gik de op for at se ruinerne, fortæller hun.

Bomberne gjorde stor skade. I både Rønne og Nexø blev størstedelen af byernes ejendomme beskadiget.

– Jeg kan ikke huske, at det var traumatisk eller noget. Det er så mærkeligt. Men samtidig tror jeg, at hvis man er i en situation, så er man i situationen. Jeg er ikke sådan en, der broderer så meget. I hvert fald har jeg undret mig bagefter over, hvorfor vi gik derop, siger Ella Munck Jallov.

Fra ruinerne kunne de ifølge hende se bomberne fortsætte.

De to søskende har aldrig talt om den dag. Jørgen plejede at sige ”jeg snakker ikke om den tid,” fortæller hun. Og nu er det for sent.

Fredens ø

I dag bliver Bornholm igen nævnt i diskussionen om Danmarks sikkerhed.

Forsvarets Efterretningstjeneste har for nylig vurderet i rapporten "Udsyn 2025", at Østersøen er det område, hvor risikoen er størst for, at Rusland vil bruge militær magt over for Nato.

Tidligere på året kom efterretningstjenesten også med en konkret tidshorisont; hvis krigen i Ukraine stopper, og USA ikke kommer Europa til undsætning, kan Rusland inden for to år føre en regional krig i regionen. Det var i februar 2025.

Regeringen har som følge valgt at styrke den militære tilstedeværelse på Bornholm med oprettelsen af Bornholms Regiment, så øen igen har fået sin egen militære styrke. Det har Ruslands ambassadør i Danmark ytret stor utilfredshed med. Bornholm er ikke længere ”fredens ø”, mener Vladimir Barbin.

For Ella Munck Jallov er det ikke noget nyt.

Hun sidder i sit hjem i Rønne, hvor hun stadig bor og svarer ”ja, 100 procent”, da hun bliver spurgt, om hun er bekymret for den aktuelle sikkerhedssituation.

Men det vil hun ikke beskæftige sig med, lyder det.

Hendes forældre lærte hende under krigen at ”indrette sig efter tilværelsen og ikke dramatisere noget”.

– Jeg føler, at vores forældre var meget kærlige. De lavede en god hverdag for os. Vi var ikke mærket af krigen. Og økonomisk og sådan havde vi det godt. Men der var rationering, så der var ikke meget forskel på, hvad man kunne – det var der også på tøj, siger hun.

Ella Munck Jallov har hørt historierne som voksen om de fordrukne russere og mange voldtægter. Men som barn blev hun beskyttet fra alt det.

– Når man er tryg som barn, og forældrene ikke inddrager en og siger ’hør hvor forfærdeligt’, så lever man videre i tryghed, siger hun.

Historiske kilder dokumenterer, at der blev anmeldt 27 voldtægter under den sovjetiske besættelse. Der blev også begået røverier og andre overgreb.

Det mest skræmmende, Ella Munck Jallov oplevede, kunne forældrene dog ikke have beskyttet hende imod.

Likvideringen

Hun kan ikke huske, præcis hvornår det skete. Men hun kan tydeligt huske hvordan det skete, siger hun.

Ella Munck Jallov gik alene og legede på vejen fra havnen og op mod byen, da en bil standsede tæt på hende.

Hun fortæller historien uden at ændre mine eller tøve:

– Der stod to mænd ud af bilen. Den ene blev stillet op ad en mur. Og så blev han skudt, foldet sammen og lagt ind på bagsædet. Og så kørte de, siger hun.

Efter episoden løb hun hjem og fortalte sine forældre, hvad hun havde set.

Hendes far havde selv haft en meget nær oplevelse med soldaterne og en pistol:

En dag kom soldaterne ind og bad ham om at ordne noget i værkstedet. Ella Munck Jallovs far svarede ’det ved jeg ikke, hvordan man gør’ med en pistol for tindingen.

– Men han vidste det, siger hun og smiler:

– Han kunne det meste, men det kunne de jo ikke vide.

Utroligt nok mindes Ella Munck Jallov ikke, at hun var bange for de sovjetiske soldater. Hun svarer meget hurtigt ”nej”.

Men hun har en klar idé om, at de var mindre civiliserede end tyskerne.

– Jeg tror ikke, at vi børn var blevet gjort forfærdet for dem. De fleste af os var jo vokset op under tyskerne, så vi var vant til, at der var soldater, siger hun.

– De kom som befriere, men for os var de besættere. Men de fik streng justits. Tyskerne var jo afrettet kan man sige. Jeg ved ikke, om man kan kalde dem velopdragne, men de var ensrettede.

Sovjetunionens soldater gik rundt med 500-kronesedler ud af lommerne, siger hun.

Efter bombardementerne blev Ella Munck Jallovs familie først evakueret til hendes onkel, men de var hurtige til at flytte tilbage til havnen i Rønne. Der var ikke sket større skade på huset.

De sovjetiske soldater opholdt sig ofte på havnen. Niårige Ella så dem derfor på daglig basis. Hun husker især én soldat, der altid sad uden for deres hjem og tegnede.

– Der stimede unger rundt om ham, fortæller hun.

– Han skrev Ella på en tegning til mig. Og det var åbenbart den første, så hver gang han tegnede en tegning, skrev han Ella på. Det er jo meget sødt.

Hunden blev væk

Flere familier forlod Bornholm i 1945. Det husker Ella Munck Jallov, ligesom hun husker, at der blev bygget mange nye huse. Men dengang forstod hun ikke, hvorfor flere familier forsvandt.

Hun husker til gengæld, at det var noget, der blev talt om derhjemme. Hendes forældre dømte dem, der rejste, fortæller hun.

– Små børn har også ører, ikke? Mine forældre syntes, det var illoyalt.

Selv havde Ella Munck Jallov en tryg barndom på Bornholm, siger hun.

– Vi havde jo et fuldstændig normalt liv. Min far havde sin virksomhed med nogle svende og kontormedarbejdere, og solgte ting til mejerier og reparerede fiskekuttere.

Hun springer lidt i fortællingen og kommer pludselig i tanke om familiens kæledyr:

– Vi havde en hund, der var russervenlig!

Den stak hele tiden af og kom hjem og lugtede af olie, fortæller hun.

Da russerne forsvandt, blev hunden også væk.

Hun stod på havnen 11 måneder efter bombardementerne og så de sovjetiske soldater tage af sted. I stedet kom der danske styrker til Bornholm, og Almegårds Kaserne blev etableret.

Det gjorde dog ikke op for, at mange bornholmere følte sig svigtet.

– Vi syntes de var nogle hængerøve, siger Ella Munck Jallov om politikerne i København. Hun oplevede, at Bornholm var udenfor på linje med Færøerne og Grønland.

Det undrer hende stadig i dag, at perioden på Bornholm fylder så lidt i historien om krigen. Af samme grund stiller hun gerne op til interview.

– Jeg tror ikke, det står i historiebøgerne, at vi er blevet bombet, siger hun.

– Det skal jeg finde ud af, før jeg dør. Jeg skal skynde mig.