Efter 32 år har Gert ét råd til sin afløser: Du har ikke travlt

Efter 32 år har Gert ét råd til sin afløser: Du har ikke travlt
For to år siden kunne Gert Møller-Jensen fejre 30 års jubilæum. Nu stopper han. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Søndag 29. september 2024 • 05:30
Søndag 29. september 2024 • 05:30

Torsdag og fredag afholdt Gert Møller-Jensen sine farvel-receptioner i både Allinge og Nexø. Mandag har han sidste arbejdsdag.

Det er bare et par år siden Gert Møller-Jensen kunne fejre sit 30 års jubilæum som apoteker, men for et lille års tid siden kunne han mærke, at det var tid til at sige stop.

– Vi snakkede sammen om det, min kone og jeg, og så meddelte jeg det til personalet til vores julefrokost. Der var beslutningen taget, og vi havde forberedt det.

Han vil ikke kalde beslutningen nem, for der er mange ting ved apoteket og arbejdsdagen, han kommer til at savne - blandt andet medarbejderne og kunderne - i hvert fald på de gode dage.

– Men der kan da også være dage, hvor jeg ikke kommer til at savne kunderne, for sådan er det i sådan en virksomhed, at vi har med syge mennesker at gøre, som er presset på en eller anden måde, så det er ikke altid de agerer lige rationelt, hvis der er problemer med lægemidlerne.

Han kommer både til at savne at oplære fremtidens farmaceuter med ildhu, men også at have god tid til at informere kunderne om, hvordan og hvorledes de skal bære sig ad med at bruge det medicin, de henter. Det sidste er der nemlig blevet mere og mere tid til over årene.

– Jeg oplever ofte, at selvom lægen fortæller en masse, så er det ikke altid, man hører efter. Hvis man lige har fået at vide, at man fejler og et eller andet og er nervøs over det, så hører man ikke altid, hvad der bliver sagt, men så kan vi ofte fortælle det igen.

Han oplever, at elektronikken har givet mere tid og ro til kundekontakten, fordi han ikke længere skal regne tilskud ud selv, ligesom receptekspedition er blevet væsentligt nemmere.

Ingen indflydelse

For mange er det at blive ældre og skulle af med sin virksomhed noget af en hovedpine, men sådan er det ikke, når man er apoteker, fortæller Gert Møller-Jensen.

Han er selv blevet 71 år, og det er blevet tid til at slappe af og nyde livet uden at være bundet. Han har solgt hele molevitten på en gang - sådan er det nemlig i branchen.

– Man skal jo sælge på den måde, for når man er apoteker, så fungerer det sådan, at Lægemiddelstyrelsen udpeger en ny, og det har jeg ingen indflydelse på. Jeg skal bare sælge varelager og EDB og den slags som den nye har pligt til at overtage, fortæller han.

Det eneste der dermed skal forhandles er faktisk ejendommen, om den skal sælges med eller ej. Det er der nemlig ingen krav om, og den kommende apoteker har ønsket at leje sig ind til en start. Det passer Gert Møller-Jensen fint, og så kan de to finde ud af det henad vejen.

– Det er da helt klart en lidt mærkelig følelse, at man slet ikke selv har nogen indflydelse på, hvem der skal overtage noget, som jeg har drevet i 32 år, men omvendt så er det faktisk også sådan, at hvis der ikke var nogen, der havde meldt sig, så er det ikke min hovedpine, og det er jo meget dejligt.

Faktisk er det sådan, fortæller han, at han kan blive tvunget til at fortsætte i op til et år mere, hvis der ikke er en ny apoteker, der står klar til at tage over, men så heller ikke mere.

– Men den situation er vi heldigvis ikke kommet i. Jeg havde tænkt, at jeg skulle slutte 1. september, men så blev der for travlt, og det ville ikke blive ordentligt, så jeg har selv spurgt, om jeg måtte strække den en måned mere, så jeg først stopper 1. oktober.

Et godt råd

I dagene inden weekenden har Gert Møller-Jensen holdt afskedsreception i både Allinge og Nexø. Torsdag var der imidlertid ganske dårligt vejr, og det gav en lidt stille dag i Allinge, hvor han heller ikke har været på daglig basis.

– Her i Nexø væltede de ind fredag. Men det er også her, jeg har haft mit hovedsæde. Allinge er kun de sidste syv år, men de første 25 år var jeg i Nexø og Aakirkeby.

Når han mandag har sidste arbejdsdag, så har han bare et enkelt godt råd til Dennis Krag-Jakobsen, som er den nye ejer af apoteket i Allinge og Nexø.

– Da jeg blev udlært for mange år siden, så sagde min gamle chef til mig: "Husk nu, at du har over 30 år foran dig, hvis du vil."

– Du behøver ikke have travlt. Du må godt have nogle drømme, du må godt have nogle planer, og der er en masse ting, du gerne vil gøre som ny. Men husk, at du har 30 år til det, så du kan ikke sætte det hele i værk på en gang, for det stresser personalet, det stresser dig selv, og du får kun dårlige oplevelser ud af det.

Han har selv oplevet, at han ikke har kunnet nå alting på en gang, og det er en god læring, at man lige skal stikke en finger i jorden og indstille sig på, at det bliver nogle økonomisk hårde år i starten, når man investerer så meget.

– Men du kan indhente det igen, og det råd gælder alle, der overtager en virksomhed. Selvfølgelig skal den udvikles, og selvfølgelig skal der laves ting om, og det kommer han jo også til at gøre. Men man skal have folk med - også hvis de synes, det er irriterende.

Han har også fortalt personalet, at de skal forberede sig på, at der selvfølgelig kommer nogle ændringer - både gode ting og ting, de synes er irriterende, fordi de er vant til noget andet.

– Men sådan var det jo også, da jeg startede i '92, ikke? Når man spørger folk, så vil de gerne udvikling, men de er ikke så vilde med forandringer, så der er også lidt pædagogik i det.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT