Og det er ikke så få poser med mad, der det seneste år er blevet afhentet på Bornholm. Det seneste år har bornholmerne nemlig reddet mere end 10.000 lykkeposer med overskudsvarer fra øens butikker. Siden appens lancering i 2016 er der hentet mere end 56.000 lykkeposer hos bornholmske bagerier, tankstationer og supermarkeder fordelt på tværs af øen.
En stigende efterspørgsel
På nuværende tidspunkt har 22 butikker på Bornholm et samarbejde med madspildsappen, og det betyder, at varer som er tæt på udløbsdatoen, eller som ikke er blevet solgt, sælges til en reduceret pris via Too Good To Go-appen. Varerne pakkes i lykkeposer, som kan afhentes i butikken – typisk omkring lukketid.
En af dem, som har haft et længerevarende samarbejde med Too Good To Go, er Kvickly i Rønne. Butikschef Brian Karlsen kan nikke genkendende til den stigende efterspørgsel på lykkeposer.
– Samarbejdet med Too Good To Go giver os muligheden for på en nem måde at komme af med varer, som vi ellers ville smide ud. Kunderne er glade for tilbuddet, og vi kan mærke en stigende efterspørgsel på poserne. Man får gode varer til en fornuftig pris. Samtidig er samarbejdet ikke forbundet med et stort ekstra arbejde for os. Det er nemt at håndtere, fortæller han.