Ministre står ved energiøen

Ministre står ved energiøen
Arkivfoto: Tommy Kaas
NYHED | ABONNENT | 11. MAJ 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
11. MAJ 2023 • 05:30

Dagen efter nye tal om et muligt stort milliardunderskud på Energiø Bornholm omtalte erhvervsministeren statens investering i energiøen som en kendsgerning i et brev til borgmester Jacob Trøst. Tirsdag viste en tale fra Tysklands udenrigsminister, at også Tyskland står ved energiøen, som tyskerne finansierer sammen med Danmark.

Energiø Bornholm er måske alligevel ikke så truet, som det først så ud, da et nyt notat om økonomien i gigant-projektet i sidste uge viste et muligt underskud for staten på 31,5 milliarder kroner over 20 år.

Underskuddet kan ifølge de nye beregninger også blive endnu større. Men underskuddet kan også blive mindre. Notatet fra Energistyrelsen er forbundet med meget stor usikkerhed allerede af den grund, at den sandsynlige afregningspris for el 20 år frem i tiden er et nøgleparameter i det store regnestykke.

Derimod er det sikkert nok, at erhvervsminister Morten Bødskov (S) dagen efter de nye tal kom frem stod ved statens engagement i Energiø Bornholm i et brev til borgmester Jacob Trøst (K).

Sikkert er det også, at den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock (De Grønne) dedikerede adskillige afsnit til Energiø Bornholm, da hun onsdag i Berlin holdt tale ved Baltisk Havvind Forum, en konference i regi af Østersørådet. Her var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) medvært sammen med sin tyske kollega.

Kan man være lidt mindre bekymret for energiøen nu, end man måske var i starten af ugen?

– Det synes jeg. I hvert fald er der ikke noget, der tyder på, at regeringen har andre intentioner, end den hidtil har haft. Men i og med, at vi taler om så store beløb, som vi gør med energiøen, er det klart, at der er noget økonomi, der skal falde på plads, siger Jacob Trøst.

Invitation fra regeringen

Notatet om den mulige langsigtede projektøkonomi i Energiø Bornholm blev lækket til fagbladet Ingeniøren, der citerede fra det den 3. maj. Dermed var notatet offentligt kendt, da erhvervsminister Morten Bødskov omtalte planerne for energiøen, som om intet var hændt, i et brev til Jacob Trøst.

"Først og fremmest vil jeg gerne sige en stor tak for dit engagement i arbejdet med at udvikle erhvervsfyrtårnet for Bornholm som knudepunkt for udvikling, test og demonstration af grøn energi", skriver Morten Bødskov til borgmesteren.

"Regeringen har store ambitioner for udviklingen af nye og eksisterende erhvervsmæssige styrkepositioner. De lokale erhvervsfyrtårne er et vigtigt element heri og skal bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet", fortsætter brevet fra erhvervsministeren.

Morten Bødskov vender dernæst konkret blikket mod "den kommende Energiø Bornholm".

"De store investeringer i den kommende Energiø Bornholm og udbygningen af havvind som fastlagt i både Esbjerg-erklæringen og Marienborg-erklæringen betyder, at mange parter skal arbejde tæt sammen om realiseringen af de erhvervsmæssige potentialer for både Bornholm og Danmark", skriver ministeren.

"Derfor skal vi i vores partnerskab udvikle erhvervsfyrtårnet for Bornholm som knudepunkt for udvikling, test og demonstration af grøn energi, herunder følge op på hvilke aktiviteter, som kan bidrage til at udvikle erhvervsfyrtårnet. Partnerskabet er en vigtig platform for vores samarbejde om at udvikle erhvervsfyrtårnet."

Mod brevets slutning inviterer erhvervsministeren Bornholm til at være med til at "sætte retningen" for, hvordan man konkret skal udvikle Bornholm som et lokalt erhvervsfyrtårn for grøn energi. Morten Bødskovs afsæt er, at den danske erhvervsfremmestrategi for årene frem mod 2027 kommer senere i år.

"I kan i jeres arbejde hermed også bidrage til at sætte retningen for det videre arbejde med udviklingen af de lokale erhvervsfyrtårne", skriver erhvervsministeren, der ifølge brevet også glæder sig til det næste partnerskabsmøde om Bornholm som fyrtårn for grøn energi.

"Her kan vi drøfte de potentialer eller barrierer, som I finder relevante at adressere, og sammen sætte en fælles retning for de næste skridt i udviklingen af erhvervsfyrtårnet", hedder det i Morten Bødskovs brev.

– Jeg synes, at ministerens brev er en understregning af, at regeringen ser Bornholm som en vigtig spiller i den grønne omstilling, og at arbejdet med energiøen også spiller ind i dansk erhvervsfremme, hvor man ser Bornholm som et fyrtårn for grøn energi, siger Jacob Trøst.

– Garantier får man nok aldrig fra politikere, men jeg ser erhvervsministerens brev som en tilkendegivelse af, at regeringen betragter arbejdet på Bornholm som vigtigt, siger han.

Tyskland ønsker meget havvind

Tyskland vakler ikke i sit engagement til Energiø Bornholm, hvis kommende havvindmøller og øvrige infrastruktur, som Tyskland finansierer ligeligt med Danmark. Udenrigsminister Annalena Baerbock sagde "Bornholm" to gange, da hun åbnede Baltisk Havvind Forum-konferencen, der på onsdagens Europa-dag fandt sted i Berlin.

– Ved klimakonferencen i Dubai (i november og december, red.) har vi en stor mulighed for at tage et stort skridt fremad. Lige her i vores region, i vores fælles nærområde: Østersøen, sagde Baerbock i sin tale, der er offentliggjort af det tyske udenrigsministerium.

– Dette hav er en skat. En skat vi alle deler, men også en skat, som vi kan gøre bedre brug af: En skat af grøn energi. Europa-Kommissionen anslår, at kapaciteten for strøm fra havvindmøller i Østersøen er mere end 93 gigawatt, fortsatte hun.

– 93 gigawatt. Det svarer til, hvad 90 atomkraftværker af almindelig størrelse kan producere.

Tyskland har siden Rusland invaderede Ukraine sadlet radikalt om for at lade vedvarende energi afløse Tysklands afhængighed af russisk gas.

– Vi accelererede udviklingen af sol- og vindenergi og har nu reduceret vores direkte import af fossile brændstoffer fra Rusland til nul. Vi vil i fremtiden få brug for den samme beslutsomhed med vores planer om havvind i Østersøen, sagde Annalena Baerbock, der dernæste henvendte sig til sine kolleger Lars Løkke Rasmussen og finske Pekka Haavisto (Grønt Forbund).

– Da vi sidste år overtog formandskabet i Østersørådet, sagde vi "Lad os gøre vindenergi til en topprioritet i vores formandsperiode". Lars og Pekka, jeg er glad for, at I er med os i dag på grund af denne fælles indsats. Dette er noget nyt: At forvandle Østersørådet, en politisk institution, til en praktisk ledelsesorganisation.

– Sammen med Polen, Sverige og de baltiske lande blev vore tre lande sidste år enige om at syvdoble energiproduktionen fra havvindmøller i Østersøen i 2030. Det er et ambitiøst mål, men det er enhver indsats værd, sagde Annalena Baerbock.

Bornholm og Barbados

På dette punkt i sin tale vendte den tyske udenrigsminister sig direkte mod Bornholm.

– Et godt eksempel på hvordan dette samarbejde allerede fungerer er på øen Bornholm. På denne "energiø" forener Tyskland og Danmark kræfterne, både på regeringsniveau med at indføre den nødvendige lovgivning og på forretningsniveau. Sammen er det vores intention at opføre havvindmølleparker med en kapacitet på op til tre gigawatt, sagde Annalena Baerbock.

– Danske og tyske virksomheder arbejder side om side. Snart kan vi forsyne 4,5 millioner danske og tyske husstande med grøn elektricitet. Lars, tak for dette hurtige samarbejde.

Annalena Baerbock rettede dernæst blikket mod Barbados, hvor det ændrede klima allerede nu resulterer i oversvømmelser.

– Afstanden mellem Barbados og Bornholm er næsten 8.000 kilometer. Men lad os huske hvad (Barbados' premierminister, red.) Mia Mottley sagde i sidste uge: "Hvad der er godt for Norden er godt for Syden, og hvad der er godt for Vesten er godt for Østen", sagde hun.

– I den ånd er vores konference i dag et skridt i den rigtige retning. Et skridt hen imod at bringe grøn energi ind i hjemmene hos vore indbyggere. Et skridt mod at gøre vore lande mere sikre. Et skridt for at sikre planetens fremtid.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT