KØB ABONNEMENT
LEDER / DEBAT / 31. OKT • 05:30

Nyt børnehus må ikke blive en opbevaringskasse

Nyt børnehus må ikke blive en opbevaringskasse
Når man bygger nyt, er faren, at man skaber kasser, der er lette at drifte, men som glemmer børnehøjden. Foto: Lasse Yde Hegnet

Sammenlægningen af børnehusene i Tejn og Allinge er besluttet politisk. Nu skal byggeriet på Pileløkken bevise, at der er taget højde for børnenes hverdag.

Beslutningen om at sammenlægge børnehusene i Tejn og Allinge har mødt undren på nordlandet. For hvorfor lukke en velfungerende institution i Tejn med et nyt industrikøkken og en unik legeplads til fordel for et uvist projekt på Pileløkken?

Særligt når mange forældre og pædagoger i Allinge i årevis allerede har skullet navigere i en stribe midlertidige løsninger.

Det spørgsmål står ubesvaret. Men når beslutningen nu er truffet på rådhuset, er der én afgørende lektie, politikerne skal tage med sig: Et godt børnehus handler om langt mere end kvadratmeter, pavillonmoduler og lange gange.

Beskrivelsen af de to steder viser forskellen. I Allinges midlertidige pavilloner møder børn og pædagoger lange gange, lukkede døre og en flad græsplæne uden gemmesteder. I Tejn finder man det modsatte: Små rum til fordybelse og en legeplads med frugttræer, bæk og "bjerget" – et kuperet terræn, hvor børnene kan gå på opdagelse.

Det er den pædagogiske faglighed, der nu skal ind på tegnebrættet i Allinge.

 

Når man bygger nyt, er faren, at man skaber kasser, der er lette at drifte, men som glemmer børnehøjden. Det nye børnehus på Pileløkken må ikke blive en stor opbevaringskasse. Det skal bygges med kroge, små rum og beplantning, der indbyder til klatring og leg.

Lederen af Tejn Børnehus, Katrine Petersen, peger på en enkel løsning. Begynd at plante træer og buske på grunden på Pileløkken allerede nu, før det første spadestik overhovedet er taget.

Store klatretræer og tætte buskadser gror som bekendt ikke op fra den ene dag til den anden, bare fordi en rød snor bliver klippet.

Det er sund fornuft. Hvis man nedlægger et velfungerende uderum i Tejn, skylder man børnene på nordlandet at skabe et nyt. Det kræver, at politikerne ikke kun tænker i mursten og logistik, men lytter til dem, der rent faktisk ved, hvad der fungerer i hverdagen.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT