Udfordringen med plastemballage og dermed plastaffald er, at det ofte er svært og dyrt at genanvende, og meget af det kan undgås, hvis man blot gennemtænker emballagen, affaldshåndteringen og infrastrukturen fra begyndelsen. Desuden er der ny EU-lovgivning på vej, der strammer reglerne for fødevareemballage, og detailkæder som Coop har egne klima- og miljømålsætninger. Det er den udvikling, Retail Relooped skal hjælpe på vej.
– Projektet går ind i vores indsats om bæredygtig emballage, cirkulær økonomi og Coops klimaplan. Jeg er glad for, at vi kan teste ting og prøve at lukke nogle kredsløb på Bornholm, siger klimachef Jonas Engberg hos Coop i pressemeddelelsen.
Pengene kommer fra EU-programmet EU Interreg South Baltic, og det er første gang, Bofa står i spidsen og koordinerer et sådant projekt.