'Troede ikke vores egne øjne': Ungdomsklub vil ansætte medarbejder

'Troede ikke vores egne øjne': Ungdomsklub vil ansætte medarbejder
Bestyrelsen i Svaneke Ungdomsforening, som driver byens ungdomsklub. En donation har gjort det muligt for bestyrelsen at ansætte en klubmedarbejder. Eget foto
NOTITS | KULTUR | 2. FEB • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | 2. FEB • 15:30

En bevilling fra en fond giver Svaneke Ungdomsforening økonomi til at ansætte en klubmedarbejder til byens ungdomsklub. Samtidig beder bestyrelsen kommunen om hjælp.

Økonomisk støtte fra en fond gør det muligt for en frivillig ungdomsklub at ansætte en klubmedarbejder.

Det er Svanekes Ungdomsforening, som har modtaget 288.000 fra Honoré Fonden. En bevilling, foreningen vil bruge til at ansætte en klubmedarbejder i Svaneke Ungdomsklub i tre år.

– Vi troede ganske enkelt ikke vores egne øjne, da meldingen fra Honoré Fonden kom. Vi blev simpelthen så glade og lettede og er utrolig taknemmelige, siger forperson Sine Krogh i en pressemeddelelse.

Ungdomsklubben i Svaneke er et gratis tilbud til byens 6.-9. klasser, som en dedikeret arbejdende forældrebestyrelse i Svaneke Ungdomsforening står bag.

Nu skal bestyrelsen finde den medarbejder, som skal varetage de unges trivsel de næste tre år.

– Vi leder efter en person, som meget gerne må have noget erfaring med børn eller unge, som er god til at sætte aktiviteter i gang, og som kan være med til at sætte retningen for klubben, fortæller Sine Krogh.

Derudover skal klubmedarbejderen have en naturlig autoritet, da der kan være godt gang i den, når en flok elever fra 6. til 9. klasse er sammen, tilføjer hun.

Ønske til kommunen

Støtte fra fonde gør det ikke alene. Derfor har Svaneke Ungdomsforening et ønske til regionskommunen.

– Vi er rigtig gode til at søge fonde, men for det meste giver fonde kun penge til enkeltstående events og projekter og ikke til drift. Det betyder, at vi økonomisk hopper fra tue til tue, og derfor har vi brug for hjælp fra kommunen til at skabe kontinuitet. Det gælder både støttekroner til husleje og et lokale, siger bestyrelsesmedlem Katja Hemming Hansen.

Aktuelt holder ungdomsklubben til på Svaneke Friskole, som opkræver et symbolsk beløb i leje. Der er dog behov for lokaler, der passer til målgruppen, og som de unge selv kan sætte deres præg på, lyder det.

– Når man går i udskolingen, er det meget lidt sexet at hænge ud i lokaler, som de små skoleelever bruger. Det hører vi fra de unge, og vi er selvfølgelig bange for, at det er en hæmsko. Det er i forvejen svært at fastholde 8. og 9. klasse, fortæller Katja Hemming Hansen og tilføjer, at det skal være fedt at bo på Bornholm – også når man er teenager.

Stor betydning for unge

Bevillingen kommer fra Honoré Fondens program "Fællesskaber for nye generationer".

Programmets mål er at skabe fællesskaber, hvor unge oplever, at de hører til, kan være sig selv og kan være noget for andre. Det er en målsætning, der passer til ungdomsklubbens profil.

– De unge er jo ikke bare byens, de er også del af øens fremtid, siger Sine Krogh.

I Svaneke Ungdomsforening er man overbevist om, at det for de unge gør en forskel at være med i et lokalt fællesskab, man selv er med til at forme.

– Det har stor betydning for den måde, de møder verden på og ikke mindst deres tilknytning til Bornholm og oplevelse af, at det også er fedt at bo på Bornholm, selvom man er teenager. Og vi har jo brug for, at flere unge bliver på øen eller kommer tilbage, siger Sine Krogh.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT