Placeringen i Lobbæk var god i den forstand, at det gjorde det muligt for Mikkel Dahlmann at åbne et fast Nerf-bane. Til gengæld var den dårlig på den måde, at nogle havde svært ved at komme ud til den. Resultatet var, at der fast var mellem fem og 10 deltagere.
Derfor leder Mikkel Dahlmann nu efter et sted i Rønne, hvor det er muligt at lave en bane i stil med den, der lå i Lobbæk.
– Jeg har selv arbejdet på idrætsområdet en gang, så jeg ved, der er nogle områder, der ikke bliver brugt længere. Derfor skrev jeg til kommunen for et par dage siden for at høre, om vi kunne få et sted, hvor vi kan bygge noget, siger han.
Mikkel Dahlmann nævner, at der for mange år siden lå en paintball-bane på Rønne Stadion Syd, men at området i dag bare står ubrugt hen med højt græs. Han nævner også den gamle vinterbane til fodbold, som er blevet erstattet af kunstgræsbanen. Et område ved en af byens legepladser er også en mulighed.