– Lillian kan – om nogen – underholde og fastholde sit publikum med spændende og yderst levende fortællinger og denne onsdag i Nyker var bestemt ingen undtagelse, fortæller formand Sven-Erik Sørensen.
Lillian havde også medbragt et par af de sange, som Erik Clausen og Leif Sylvester Pedersen er kendt for. Særligt ”Mormors kolonihavehus” gjorde stor lykke, og der er vist ikke mange i Danmark, der ikke kender og elsker denne sang, der på fremragende vis beskriver kolonihavehyggen i 50-erne og 60-erne, og som Erik Clausen selv oplevede. Ja det var nærmest en beskrivelse af en søndag eftermiddag i hans mormors kolonihavehus på Amager, fortæller formanden.
Om kort tid starter Nyker Pensionistforening indsamling af ideer til årsprogrammet for 2025-2026, og det vil ikke komme som en overraskelse, hvis medlemmerne igen ønsker besøg af Lillian Hjorth Westh.