I 43 år har Finn fastholdt sit bornholmske tungemål på jobbet i København

Næppe nogen har haft en karriere som Finn Frandsen, der er født og opvokset i Knudsker. Gennem snart 43 år har han arbejdet som fotograf på dagbladet Politiken, hvilket blandt andet har betydet reportagerejser til langt over 50 lande. Da han engang var så langt fra Danmark, man overhovedet kan komme, mødte han en lokal, som spurgte ham: Er du fra Rønne? Dertil har han været til fire fodbold-VM, tre olympiske leger og meget mere.

Først og fremmest: Ikke noget praleri her!

Det skal derfor også snarere ses som en helt sober og faktuel oplysning, at bornholmske Finn Frandsen har besøgt langt over 50 nationer verden over på utallige arbejdsrejser for sin arbejdsplads, dagbladet Politiken, og at følgende pudsige tilfælde står i skarp erindring fra dengang, han var så fjernt fra Danmark, man overhovedet kan komme.

Nemlig for 15 år siden i den lille republik Kiribati, som består af 33 øer i Stillehavet ved ækvator, der er i fare for at forsvinde med de forventede havstigninger grundet klimaforandringer.

Tidszonen dér er simpelthen 12 timer forskudt i forhold til Danmark, og da han på et tidspunkt står nede på havnen og kigger ud over Stillehavet, mens han på engelsk taler med en lokal mand, fortæller Finn ham, at han kommer fra en lille dansk ø, som ligger i ”the baltic sea”, altså ude i Østersøen.

Det afføder på straks dette spørgsmål fra manden:

– Kommer du fra Rønne?

Jamen dog, dét overraskede godt nok Finn Frandsen, men det gik op for ham, at manden havde sejlet som sømand på store skibe rundt omkring i verden, og ikke mindst oppe i nord, hvor han havde været i Sankt Petersborg og mange andre steder, og hvorfra han altså godt huskede Bornholm og øens ”hovedstad”.

I dag bor Finn Frandsen i Danmarks hovedstad, og vil man i kontakt med et andet menneske, som i dette tilfælde er netop ham, må man jo række ud. Så det gør Tidende, altså ringer i første omgang op til Finn Frandsen, bornholmeren, som igennem lige straks i 43 år har arbejdet på netop Politiken i hjertet af København, hvor han til stadighed ganske let har kunnet identificeres som en mand, der er vokset op på den omtalte ø i Østersøen.

For jo, hans bornholmske udgave af det danske sprog er skam de mange år til trods stadig særdeles intakt.

Telefonopkaldet afbryder han dog straks uden så meget som et ”hallo”, men umiddelbart efter triller en sms ind til journalisten, som ringede til ham:

”Er lige på opgave. Først færdig ved 20-tiden. Ellers i morgen?”, skriver fotografen med den lange karriere bag sig og krydrer skam ordene med en imødekommende smiley.

Han har altså stadig travlt og lader sig ikke umiddelbart mærke med, at han for nylig rundede de 69 år, hvorfor han allerede har lagt pensionsalderen nogle år bag sig. Han er i fuld vigør.

Faktisk kender vi hinanden, eftersom også jeg i fem år frem til slutningen af 2002 – og inden min familie og jeg flyttede til Bornholm – arbejdede på Politikens redaktion, og derfor ved jeg også af egen erfaring, at hans humørfyldte bornholmske udtryksfuldhed er evident, straks man hører hans røst.

Og her, cirka 23 år efter vi var kolleger, er det stadig tydeligt, da der dagen efter er hul igennem, og vi får os en snak over telefonen om, hvorvidt vi skal mødes og finde ud af, hvad han egentlig har af historier i kufferten, som vi kan præsentere her i den bornholmske udgave af et dagblad?

Opslagstavlen ved Finn Frandsens skrivebord.

Pral eller ej

Joe … det kan vi da måske godt …

Decideret tøvende er han vel ikke, men man fornemmer, at han er vant til – og mere tryg ved – at befinde sig i den anden ende af et interview, altså bag mikrofonen, hvor han kan liste rundt med sit kamera og registrere, hvad der sker.

– Det må i hvert fald ikke komme til at lyde som noget pral, siger han så.

– Jeg har jo egentlig bare været heldig og så også nogle gange gjort, hvad der lige skulle til.

Fair nok, en portion held og rettidig omhu hist og her kan mange nok nikke genkendende til, hvis de ser tilbage på deres liv, og her handler det slet ikke om pral, men blot om at fortælle, hvad der egentlig skete. Det der med pral mener han seriøst, for også i et miniportræt af ham på Politikens hjemmeside bliver han spurgt om, hvor mange lande han har besøgt og svaret er:

– Mere end 50. Jeg er holdt op med at tælle. Er bange for, at folk synes, jeg praler.

Men under alle omstændigheder er det vitterligt ikke mange beskåret at kunne se tilbage på så lang en karriere på et landsdækkende dagblad, som han kan, og hvor dagene naturligvis har budt på gennemsnitlige opgaver, men så sandelig også uvægerligt på historiens vingesus oplevet gennem en linse. Både indenlands og udenlands.

Finn har således befundet sig i orkanens øje mangt engang og altså ikke mindst været på diverse reportagerejser ud til verdens brændpunkter sammen med en journalist.

Til spørgsmålet i Politikens miniportrættet om, hvad det mærkeligste, han har fotograferet har været, svarer han:

– Moderkage, tror jeg. Og kastration af små grise.

Men fortæller også umiddelbart efter om at dække hungersnøden i Etiopien i 80’erne og protester mod atomsprængninger ved Tahiti.

Men lad os da mødes – og ingen pral af nogen slags – bliver vi enige om, og nogle dage senere sker det ved den legendariske – i hvert fald i journalistiske kredse – svingdør på Politiken ud mod Rådhuspladsen i København. Da jeg selv arbejdede på avisen, tonsede vi bare ud og ind igennem den, som vi lystede, men ak og ve. Der er noget med en Muhammed-krise i 2006 og et efterfølgende særligt trusselsbillede mod Jyllands-Posten, og eftersom JP/Politikens Hus blev dannet i 2003, besluttede man i forbindelse med krisen også at lave sikkerhedsforanstaltninger på Politiken.

Det betyder, at han må komme ned i forhallen og hente mig, så vi én ad gangen kan bevæge os igennem en sluse ved hjælp af sikkerhedskoder – først da er vi inde i en af den frie presses højborge.

Vi bevæger os gennem den store redaktion om mod bagsiden af bygningen og nedad nogle trapper til et ligeledes pænt stort lokale, hvor Finn og de øvrige fotografer kan sidde og arbejde med deres billeder.

Ved Finns plads er der en opslagstavle, hvorpå der blandt andet hænger en række billeder, som jeg umiddelbart tolker må stamme fra en reportage fra et sted for misbrugere, som han har været på, men det viser sig nu, at det er fra en fest, fotograferne har holdt, hvor de dyrkede lidt udklædning og anden spas, så det morer vi os lidt over.

Ved siden af, ved et andet bord, sidder Morten Elbech Sørensen og arbejder. Finn forklarer, at han er den medarbejder, der indekserer samtlige fotografers billeder, og jeg spørger ham, om han nogle gange lige sletter et af Finns billeder, fordi det simpelthen er for ringe, hvilket han straks afviser.

– Men nogle gange siger jeg til ham, at det her er ekstra godt, så det skal du passe på, siger han.

Kiribati. Øgruppen er truet af oversvømmelse på grund af global opvarmning. Tarawa. 2009 Foto: Foto: Finn Frandsen

24. maj 1982

Jeg begynder at skyde et par billeder for at kunne vise Finns arbejdsplads, men når ikke langt, inden han peger og siger:

– Du skal tage billedet dérfra, så får du hele lokalet med og lyset falder rigtigt.

Nåja, okay så.

Det er tid til at komme til kaffeautomaten og tanke op og til, at vi sætter os i et mødelokale, hvor vi kan tale sammen i fred og ro.

Og så lad gå med, at nyhedsmaskinen er godt oppe i omdrejninger her midt på dagen, så vi er undervejs nødt til to gange at flytte til et nyt lokale, når andre viser sig at have booket det, vi sidder i.

Den 24. maj 1982 begyndte Finn Frandsen at arbejde som fotograf her i huset, og han har altså for nylig rundet 69 år, og jo, der er en del folk, kolleger og andre, der spørger ham, hvornår han egentlig stopper og går på pension?

– Det har jeg det helt fint med, at de gør, men jeg svarer gerne, at jeg faktisk har det rigtig godt med mit arbejde. Det er jo verdens bedste job, ikke? Og det her er det bedste sted at være, siger han.

– Og jeg er super ydmyg over at have fået lov at være her så mange år.

Sammen med journalisten Emil Bergløv har han for nylig taget billeder til en serie om kunstnere tæt på 90 år eller mere, som stadigvæk arbejder. Blandt andre Arne Haugen Sørensen nede i Andalusien, Grete Balle i Kalundborg og Hein Heinsen nede på Stevns.

– Og hvad siger de alle sammen, spørger Finn og svarer selv:

– De glæder sig til at stå op om morgenen, for så skal de ned og arbejde. Jeg ved godt, at deres arbejde er noget andet end mit, men det giver altså mening. Og Grete Balle oppe i Kalundborg, hun er knivskarp, over 98 år og ved at forberede sin 100-års jubilæumsudstilling. Hun bor for sig selv, kører bil, studerer tysk med bøger og alt det der, som man skal værne om som en kreativ person. Så da vi kører hjem deroppe fra, siger jeg til Emil – da var jeg 68,5, – at hun er 98,5, så jeg skal kun holde 30 år mere! Altså, bare tanken, 30 år, det er vildt, ler Finn.

Du kan identificere dig med det, som de kunstnere, I har mødt derude, siger?

– Ja, selvfølgelig. Altså, det der med arbejde – jamen, jeg glæder mig, når jeg står op om morgenen! Og det er jo ikke, fordi jeg rejser altid, og at det altid er store interessante opgaver. Vi fotograferer da også i studiet, altså dåser med makrel, og hvad ved jeg, ikke?

Ja, jeg skulle lige til at sige, at der vel er også er nogle rugbrødsdage?

– Fuldstændig. Der er også folk, der udtaler sig om noget, som ikke er fotogene, eller situationer, som bare ikke er det. Så det meste af det er jo sådan ... Ja, nu siger du rugbrødsarbejde, men vi ta’r os jo selvfølgelig seriøst af det hele og gør det bedste, vi kan.

Nu har du været her i snart 43 år, så der er vel trods alt faldet rigtig mange ting af, som du kan kigge tilbage på og sige, at det var sgu sjovt?

– Selvfølgelig, der har været mange spændende opgaver, og afvekslende. For eksempel var jeg med Lars Løkke til Ghana i det der meget omtalte fly, der kostede en million, det var i efteråret på et tidspunkt. Da jeg kom hjem fra den tur, skulle jeg til Tønder Festivalen, som er en herlig festival for ældre og modne mennesker med sindssygt god musik, og hvor jeg møder mange mennesker, jeg kender.

– Så kommer jeg hjem, og vi tager straks til Christiansø for at samle op på den der sag med Nord Stream – og så er der noget regeringsskifte og nogle nye ministerier, og så kørte jeg rundt til ministerierne og fotograferede overdragelsesforretninger og den slags. Så tager jeg til Langeland og fotograferer Danmarks Naturfredningsforening, som har et stort gods dernede, hvor jeg så møder en ildsjæl, som brænder for det, hun laver, og som arbejder med biodiversitet og naturbevarelse. Superinteressant, og det er alt sammen inden for en forholdsvis kort periode. Det er da fuldstændig fantastisk!

– Ja, og så løb jeg i øvrigt også rundt efter Michael Kvium i næsten et halvt år, op til den udstilling han havde på Nivaagaard. Det var også fuldstændig fantastisk, siger Finn Frandsen og smiler bredt ved tanken.

– I den periode modellerede han i øvrigt også præmien til Årets Pressefoto, det var en finger med et øje på.

Tænkte du, at den måske ville blive din?

– Nej. Jeg ved godt, at jeg har vundet noget gennem tiden, men det er ... Altså, Årets Pressefoto-konkurrencen er for mig mere en god undskyldning for lige at stoppe op og sige, hvad har du lavet i år? Nogle gange kan man sige, at det har været et godt år, andre gange kan man sige, at hold da kæft noget skrammel.

Du har da år tilbage vundet både Årets Sportsfoto og Årets Pressefoto?

– Ja, det er rigtigt, men jeg arbejder sådan set med nogle af Danmarks bedste fotografer, så jeg ved, hvad jeg er oppe imod og er rimeligt afklaret med ikke at vinde noget. Men det er et privilegium at arbejde sammen med dem, for så bliver du holdt til ilden. De unge mennesker er pissedygtige, og de har energien.

Det var her, det begyndte. Nu er det historie. Avisen er lukket, silden er væk, fiskekutterne er væk, og fotografens hår er væk. 1978

Far mødte en kold jomfru

Finn Frandsen er født og opvokset i Knudsker, først på Haslevej siden på Blykobbevej.

Moren var bornholmer, faren kom fra Skive i Jylland og aftjente sin værnepligt på Almegårds Kaserne. Hun var såkaldt ”kold jomfru” på missionshotellet, altså hun arbejdede med smørrebrød, og så kender vi ligesom historien: De to mødtes – måske på Strien, gætter Finn – og blev varme på hinanden.

Finn gik på Knudsker Skole, siden på Søndermarksskolen i Rønne, tog en realeksamen og fortsatte på gymnasiet ligeledes i Rønne.

I skolen var han lidt af et dydsmønster, husker han.

– Men da jeg så kom i gymnasiet, tiltede det lidt. Jeg arbejdede meget i fritiden. Jeg var blandt andet biografoperatør i Rådhusteatret, siger han.

Altså, der hvor Rønne Bio nu ligger.

Gik der også lidt fest i den?

– Nej, er du sindssyg? Det skal du ikke fortælle! Jo, det er da klart, tilstår han.

– Når man tjente nogle penge, så kunne man jo også bruge dem til lidt fest og sjov og ballade, ture til Christiansø om sommeren og den slags.

Ja, nu kender jeg jo en af dine gamle kammerater fra dengang, vi kan kalde ham KP, og første gang jeg med ham besøgte Christiansø for år tilbage, stod vi af Ertholm på kajen på Christiansø, hvor vi mødte Anne Marie Koefoed, som vist var formand for menighedsrådet også dengang, og da hun så KP, sagde hun med rædsel i stemmen ”åh nej, er I tilbage!?”. Det viste sig, at hun refererede til ham og dig og jeres ture til Øen. I lavede vist megen spas med ”puggaløb” og andre skøre ting?

– Haha, ja, ler Finn.

– Det startede med, at vi fandt en gammel paraply, der var gået i stykker, og fjernede voksdugen og stiverne, og så gik vi lidt og svingede med den, men så var der en, der sagde, at dér havde vi da en puggaprikker. Så fandt vi på at hente nogle skrubtudser henne i vandhullerne eller dammen og lavede de der puggaløb.

– Vi passede skam godt på frøerne, men vi formede to ringe af kapsler, som vi kunne placere frøerne i, og så kunne man spille på, hvilken frø, der først passerede kapslerne. På et tidspunkt satte vi også pludselig en grøn springfrø ind, og den sprang bare én gang, så var den ude. Der var der nogen, der syntes, det var snyd, men vi havde de skidesjovt, ler han og tilføjer:

– Og ja, vi fandt jo også på alle mulige andre småskøre ting.

Arbejdet i biografen på Store Torv i Rønne betød, at Finn så masser af film, i omegnen af 700, hvilket ikke er det rene pral, men noget, han på et tidspunkt regnede sig frem til.

– Det var den ene dårlige spaghettiwestern, og jeg ved ikke hvad, efter den anden, og de var ringe filmet, så jeg tænkte, at det dér, det kunne jeg gøre bedre. Så jeg fik fat på papirerne til Filmskolen, fordi jeg ville søge ind, men der skal du jo have lavet projekter og kunne fremvise noget, så det endte med, at jeg simpelthen søgte på alt, der havde med film at gøre. Altså, lige fra assistent på et laboratorium for filmfremkaldelse og til alt muligt andet.

Men en dag kiggede naboen forbi med en annonce fra øens socialdemokratiske avis, Bornholmeren.

– Hvor de søgte en pressefotografelev. Okay! Det havde jeg aldrig tænkt på. Men da jeg så den, tænkte jeg, at dét ville jeg prøve, siger han.

Faktisk havde Finn netop anskaffet sig et kamera og mørkekammer, som dengang var nødvendigt for at fremkalde sine egne billeder, han var bare ikke rigtig kommet i gang endnu.

– Men da jeg så sku’ ned til samtale på avisen, skulle jeg jo have nogle billedeksempler med, og jeg tror, jeg fik lavet seks billeder på en nat, som jeg tog med. Og ham, jeg var oppe imod, han havde jo en hel fotomappe fuld, for han havde været medlem af Rotna Fotoklub i mange år, ler Finn.

Han erkender også, at det nok ikke var hans billeders kvalitet, der skaffede ham elevpladsen. Det var mere noget med en charmeoffensiv.

– Det var en god samtale, og jeg var klar over, at jeg ikke havde noget at miste, jeg var nødt til bare at køre på. Man ansatte folk på et redaktionsmøde, hvor jeg så kom ind, og vi havde det rigtig sjovt. Jeg ved, at der blev sagt tre ting, efter jeg var gået. En praktikant, Mogens Havnsøe Petersen, som var med, sagde, at for ham var der ingen tvivl, det sku’ være mig, redaktionschef Søren Wolff sagde, at det var der heller ikke for ham, og så sagde chefredaktør Bent Øberg, at det var i orden, og så var den i hus.

Demonstrant med riffel: Præsidentvalg i USA. Jeg spurgte ham hvorfor han var bevæbnet. They have it on the other side. Tingene er blevet mere rå I USA. Jeg har dækket præsidentvalg fire gange. Portland. 2020 Foto: Finn Frandsen

Knas med uddannelsen

Finn Frandsen begyndte livet som fotografelev på Bornholmeren i Rønne den 1. oktober 1977, og der var fra starten af fuld fart på med 12-15 opgaver om dagen, fordi en af de faste fotografer var sygemeldt.

Så det var en hård start?

– Ja, men det, der ikke slår en ihjel, gør dig jo stærkere, siger han.

I 1979, da han stadig manglede et år af sin uddannelse, opstod der en konflikt på Bornholmeren, hvor samtlige medarbejdere kollektivt sagde op – så var gode råd dyre.

Han talte dog med Hans Larsen, daværende næstformand i Journalistforbundet, og spurgte, om han kunne hjælpe med at finde en plads til ham i hovedstaden, så han kunne færdiggøre sin uddannelse.

– Og han gjorde en kæmpe indsats, siger Finn Frandsen, som da i nogle år havde haft et ønske om at forlade Bornholm til fordel for København.

– Det var hele tiden min ambition, siger han.

Lang historie kort: Berlingske Tidende besluttede at hjælpe den unge mand, som var kommet i klemme, og dér, i Pilestræde downtown København, færdiggjorde han sin uddannelse.

Efterfølgende var han freelancer for avisen i en periode, hvilket gik rigtig godt. Faktisk så godt, at han begyndte at sende dem regninger på ugebasis frem for på månedsbasis for, at de ikke skulle blive forskrækkede over, hvor stort et beløb der rent faktisk var tale om per måned.

– Jeg tjente kassen, siger han fornøjet.

Ikke desto mindre rykkede han efter kort tid videre til Holland, hvor han fik arbejde.

– Jeg havde jo lidt overskredet mine grænser, da jeg flyttede fra Bornholm og til København, hvor det i stedet for at være borgmesteren og en direktør, jeg mødte og fotograferede, blev statsministeren og dronningen. Med Holland overskred jeg igen mine grænser, for nu foregik det altså i udlandet og på fremmedsprog, og jeg skulle finde rundt i Europa.

Han fik job hos en dansker, Per Nielsen, som havde et skolefotofirma i Eindhoven, men som havde store ambitioner om mere i form af at lave en pressefotoafdeling.

– Jeg fotograferede for eksempel fodboldspillere i Holland, Belgien og Tyskland, siger Finn.

– Mine bedste kunder var Tipsbladet, Alt om Sport, EU-Avisen og Det Nye Notat.

Godt ni måneder frem til september 1981 blev det til dernede.

– Så fik han økonomiske problemer med firmaet, men jeg havde jo fået de erfaringer, jeg gerne ville ha’. Jeg var også klar over, at jeg havde brugt mig selv lidt meget og havde brug for at slappe af, så tog jeg til Sydøstasien et halvt år og rejste rundt i Indien, Nepal, Burma, Thailand, Malaysia, Indonesien og Singapore. Det er det bedste, jeg har gjort, men også strabadserende at skulle passe på sig selv.

– I Thailand blev mit fotografiapparat stjålet, og så kunne jeg bare slappe af. Men, okay, så købte jeg et nyt, da jeg kom til Singapore, siger han.

Brun og i topform returnerede han til København den 1. maj 1982 og tog op til en god ven, fotograf Heine Pedersen, og spurgte, om der mon var noget arbejde at få i byen.

– Mens jeg sidder deroppe, ringer de så fra Politiken og spørger, om Heine vil have et vikariat. Han siger, at nej, det vil han ikke, ”men jeg sidder sammen med Finn Frandsen. Han er måske interesseret”. Jeg siger så til dem, at jeg kan starte på mandag.

Sådan blev det.

– Så jeg har altid været heldig! Ja. Også dengang jeg tog til Holland, for lige da var der en konflikt mellem freelancere og arbejdsgivere i København, men den blev jeg jo ikke berørt af, fordi jeg var dernede. Jeg har været pisseheldig, og da jeg kommer tilbage til København, heldig igen. Og så har jeg hængt ved her på Politiken lige siden.

Bål i gaden. Demonstrationer i forbindelse med Frankrigs atomprøvesprængninger ved Tahiti. Papeete. 1996 Foto: Finn Frandsen

Det hårdeste, du kan gøre

Men det er da ikke kun held, det må jo også være noget med at gøre det rigtige hen ad vejen, ellers får man ikke så lang en karriere her i huset?

– Ja, man skal jo udfylde sin rolle i hvert fald, ikke? Og jeg har stort set aldrig været syg i løbet af årene. Okay, lige da covid var overstået, fik jeg sgu også corona i fire dage, men da havde jeg ellers løbet rundt i hele byen og til alt muligt andet under hele krisen.

Du må også bare have været glad for at være her, når du ikke har søgt væk?

– Helt sikkert, og jeg har lavet det hele. Engang var det meget sport, og jeg har været til fire VM. Altså Mexico, Sydamerika, Japan/Korea og Rusland, og jeg har været til de olympiske lege tre gange, i Seoul, Barcelona og Atlanta. Det er det hårdeste, du kan udsætte dig selv for som fotograf, fordi der er så meget hele tiden lige fra tidlig morgen.

Finn Frandsen med det udstyr, der var nødvendigt, når man skulle sende billeder hjem ude fra verden. Fotoudstyr, mørkekammer, telefotosender. I dag kan man sende billeder fra kameraet via en mobiltelefon. 1984 Foto: Tine Harden

Er det blevet nemmere ved sådan en begivenhed med den nye teknologi? Jeg tænker i forhold til dengang, man skulle stå i sit mørkekammer og fremkalde billeder og så videre.

– Meget nemmere. Hvis man arbejdede på samme måde i dag, som man gjorde for 40 år siden, så var jeg her ikke!

Finn Frandsen kan ikke betone nok, hvor god en arbejdsplads han har været på, hvilket også viste sig, da hans hustru, som han har tre børn med på nu 37, 34 og 30, blev syg af ALS, og han gik hjemme og passede hende den sidste tid, til hun gik bort i 2012.

– Det findes ikke bedre end her på Politiken. Det er helt entydigt, at de behandler fotograferne godt, og et eksempel er netop, da min kone bliver syg, ikke? At bladet gav mig fri til at passe hende de sidste tre måneder var jo guld værd. Og det er det også for dem, for de får det igen bagefter, for jeg er dybt taknemmelig over, at jeg fik den mulighed, siger han.

– Der sker så det, efter at hun er gået bort, at jeg er herinde, for jeg vil jo gerne på arbejde igen. Jeg møder økonomidirektøren, som siger, hvad laver du her? Du skal blive derhjemme! Jeg siger, nej, fordi for mig er det terapeutisk at komme på arbejde igen. Så det kunne ikke gå hurtigt nok. Men det var jo rigtig fint, at økonomidirektøren sagde sådan, det er en fantastisk arbejdsplads.

I dag har han igennem flere år haft en kæreste, som blandt andet er tilknyttet Pressefotografforbundet.

– På et tidspunkt var der en fotofestival i Perpignan i Frankrig, som jeg også skulle med til. Vi kendte hinanden lidt i forvejen, men ved et tilfælde kom jeg til at sidde ved siden af hende i flyet derned, vi snakkede rigtig godt, og derefter begyndte vi at ses, og så udviklede det sig. Du kan se – der var jeg heldig igen, siger han.

Efter hustruens død havde han ellers insisteret på, at han og børnene skulle til psykolog sammen og med mulige individuelle forløb bagefter, og der havde han spurgt psykologen, hvad en mand som ham gør i den nye, smertefulde position.

Psykologen svarede:

– Du farer ud og finder en ny kæreste, og det holder ikke.

På den baggrund siger Finn i dag:

– Derfor tror jeg også, det er godt, at min kæreste og jeg byggede det langsomt op. Men igen: Heldet følger mig, ikke?

Vi vender tilbage til det med udløbsdatoen. Han erkender, at han jo faktisk har tre børnebørn nu, og at de og deres familier måske godt kunne bruge en bedstefar, som i større grad kan træde til.

– For det passer jo altid med, at lige når jeg ikke er hjemme, så er der et af børnebørnene, der er sygt, og dem kunne jeg jo sådan set godt passe, siger han, som har glæde af, at de alle ligesom han selv bor i København.

Dertil er han sikker på, at hvis det skulle trække lidt i ham at komme ud og lave noget fornuftigt med kameraet, så er også det muligt, selv om han ikke længere skulle have sin faste gang på Politiken.

Hans kæreste er direktør i Wild Nature Foundation, og han påtager sig for eksempel gerne på frivilligt basis at tage billeder fra diverse arrangementer i det regi, og faktisk var han præcis ude i det ærinde, den dag Tidende oprindeligt ringede til ham, og han oplyste, at han var på arbejde til klokken 20.

– Organisationen består af frivillige, som arbejder for biodiversitet og gør opmærksom på verdens dyreliv, som er under pres. Vi har lige været på turné i Danmark til Næstved, Hillerød og Horsens med tusindvis af mennesker, der kommer, og jeg har også været med til noget i Grønland og i Colombia – men jeg vil gerne pointere, at jeg jo altså betaler for mine egne rejser, siger han.

– Men det er faktisk superspændende, så det er noget, jeg gerne vil hellige mere af min tid til, når jeg stopper engang.

Og så er der jo de tre børnebørn.

– Jeg skal snart i Cirkus Arena med dem, siger Finn Frandsen fornøjet.

Og det er med garanti ikke engang pral.

Christian Eriksen kollapser i kampen mod Finland under EM-slutrunden. København. 2022. Foto: Finn Frandsen

Pressefotografen: Sådan tager du det gode billede

Finn Frandsen har haft et arbejdsliv i fotografiets tjeneste, men hvordan tager man egentlig et godt billede?

– Altså, der findes jo ingen regler, siger han.

– Hvad der er godt og skidt, det er jo subjektivt, ikke? Men det er da meget interessant, at der er nogen, der forstår at fotografere på en måde, så det bliver enkelt. Der er ligesom en eller anden følelse i det, det er ikke bare en registrering. Der er taget højde for baggrunde, der er taget højde for, hvor meget der kommer med og så videre.

– Men generelt siger man jo, at som pressefotograf skal du komme som den første og gå som den sidste. Så du får hele begivenheden med, og chancen for at få det rigtige billede kan jo godt opstå både før og efter en begivenhed. Dertil er det vigtigste i udvælgelsen, at man er selvkritisk. At man faktisk kigger på billedet og siger okay, holder det?

Nu tænker jeg også på sådan helt almindelige mennesker, der skal tage et billede på en ferie eksempelvis, er der noget kompositorisk, man skal være opmærksom på?

– Man skal gå tæt på. Mange står gerne for langt væk, og så fokuserer de på midten af det, de vil fotografere, og så får de sådan en stor himmel øverst i billedet i stedet for lige at tilte kameraet lidt, for så kan du fylde billedrammen ud. Ellers vil halvdelen af billedet forestille noget, mens resten bare er ingenting.

– Men det sjove er jo, at det der, som jeg har været pisseglad for i mange år, med at kunne gå rundt og tage billeder på gader og veje, det gør alle folk i dag. Det er så let i dag, det er bare frem med mobilen og bum! Langt hen ad vejen kan man tage fremragende billeder med mobiltelefonen, siger han.

Finn Frandsen

Finn Frandsen er født på Bornholm i 1956.

Han vandt Årets Pressefoto i 1985 og Årets Sportsfoto i 1999.

Han kom i lære som fotograf på Bornholmeren 1. september 1977, hvor hans første fotobestilling var et billede fra Faxe Koralløb for sæbekassebiler. Fordi der kun var tre deltagere, var de startet tidligere og færdige, da han nåede frem – og de måtte tage en ekstra tur til ære for fotografen.

Siden da:

1. august 1979: Berlingske Fototjeneste

1. oktober 1980: Blev freelancer

1. januar 1981: Dansk-Hollandsk Publiciteits Fotografie

24. maj 1982: Politiken

Hans fotografiske forbilleder er Heine Pedersen og Morten Langkilde, som da han var ung stod for klassisk, rent fotografi med høj troværdighed.

Det, der har gjort størst indtryk på ham i arbejdet som fotograf, er, hvor stort et format og overskud almindelige eller fattige mennesker kan have.

Han har tre voksne børn og tre børnebørn.

Anna Oxfeldt Hyldegaard holder fast i sin far Niels. Flagdag for danske soldater i Afghanistan. København. 2013 Foto: Foto: Finn Frandsen