I Bornholms Efterårskunstrunde, den første af slagsen, åbner Gudhjem Banken med udstillingen "Glad i låget".
Her, oplyser galleriejer og kunstner Jo Dam Kærgaard i en pressemeddelelse, præsenterer hun "efterårsoverraskelser" samt værker af Sirius alias on43.
Så gik man glip af den store Sirius-udstilling under Bornholms Kulturuge, får man altså nu chancen for at opleve, hvad Jo Dam Kærgaard betegner som on43’s "fænomenale digitale værker", en dokumentation af hele udstillingen og håndtegnede skitser af den unge 16-årige kunstner fra Rønne, som bærer det borgerlige navn Sirius Rye Koudal.
Selv byder Jo Dam Kærgaard inden for til efterårsværker, et lille glas, quiz til børn og unge og gode historier forfattet af kunstneren selv.
En af dem lyder sådan:
"Mogens og Mogens kom op at tottes. Det havde de været mange gange før. Men denne gang var det alvor. Mogens påstod, at han havde set en ræv. Mogens blev vred på Mogens, og sagde, at det var løgn. Mogens var egentlig Mogens bedste ven, så Mogens endte med at give Mogens ret. Det var sikkert bare noget, han bildte sig ind. Så gav de skulderklap, og bag ryggen på Mogens så Mogens ræven luske slukøret væk".
Teksten hører til et billede – af en ræv, oplyser pressemeddelelsen, som fortsætter om udstillingens navn:
Hvorfor "Glad i låget"?
– Det var lige den titel, der passede i denne sammenhæng, da det er femte gang i år, jeg skifter udstilling, og denne viser jeg kun i to dage. Så er man da lidt glad i låget, på den gode måde!, forklarer Jo Dam Kærgaard.
Udstillingen i Gudhjem Banken, Brøddegade 6, er åben fredag-lørdag 16. og 17. oktober kl. 11-16 med gratis adgang.