KØB ABONNEMENT
LEDER / DEBAT / 14. OKT • 05:30

Traditioner genopstår ikke af sig selv

Traditioner genopstår ikke af sig selv
Jul i Gudhjem genopstår, og det fortjener anerkendelse. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Initiativet med en julegågade i Gudhjem er endnu et bevis på, at det lokale erhvervsliv selv tager ansvar for at skabe liv i den mørke tid. Det fortjener opbakning.

I en tid, hvor mørket og efterårsblæsten ruller ind over Bornholm, er det dejligt med nye lys, der tændes.

Denne gang er det i Gudhjem, hvor byens erhvervsforening, med iværksætter Thomas Jacobsson fra Hotel Klippen i spidsen, har besluttet at genoplive en juletradition i byen. Fra 4. til 6. december spærres en del af Brøddegade af for biler og fyldes i stedet med boder, lys og julestemning.

Det er et initiativ, der fortjener et klap på skulderen og et bifald.

For nylig roste vi det lokale erhvervsliv i Nexø for at smøge ærmerne op og redde Bornholms Julemarked, da det var tæt på at lukke. Initiativet i Gudhjem bygger på nøjagtig ssmme fremgangsmåde. Lokale erhvervsdrivende og ildsjæle venter ikke på, at kræfter udefra kommer og skaber liv i gaderne. De tager sagen i egen hånd.

Det gennemtænkte ved Jul i Gudhjem er, at man ikke bare klistrer et tilfældigt arrangement oven på byen. Man lader i stedet Gudhjems gader og miljø være kulissen, mens butikker og den eksisterende byjulekalender tænkes direkte ind. Samtidig arbejdes der på aktiviteter for børnene i stil med den succes, man oplever med Halloween, så julegågaden bliver et egentligt udflugtsmål for hele familien.

Når Sol over Gudhjem udlåner deres telte, og erhvervsforeningen investerer i nye jernjuletræer, viser det et stærkt og praktisk fællesskab.

Det kræver noget at åbne butiksdørene, hente boder ind og kaste kræfter efter arrangementer i den mørkeste del af året. Men hvis Bornholm skal være et levedygtigt sted at bo og drive virksomhed hele året, er vi afhængige af, at der også sker noget uden for højsæsonen. Det handler ikke kun om at skabe hygge for øens egne borgere, men også om skridt for skridt at opbygge grunde til, at besøgende har lyst til at tage turen hertil om vinteren.

Gudhjem viser, at traditioner kan genopstå, når man rykker sammen om ideerne. Det gør byen - og Bornholm - lidt mere levende i den kolde tid.









FÅ ABONNEMENT