Selvom man er fyldt 125 år, kan man godt have lyst til at få besøg. Derfor bliver det hver torsdag muligt at besøge den bornholmskbyggede stålskonnert Freia, der ligger i Hasle Havn. Første gang er i aften fra klokken 19.
Det er foreningen Freias Venner, der inviterer. Det er et nyt fællesskab, der ejer og skal tage vare på det gode skib, og den ugentlige invitation skal gerne få endnu flere til at engagere sig i Freia.
– For foreningens videre arbejde er det meget vigtigt, at vi med et stort medlemsantal kan vise både interesse og opbakning blandt Bornholms borgere og gæster. Samtidig er vi ude efter alle gode ideer, bidrag, historier om Freia samt gode folk med vilje og tro på, at vi sammen kan løfte opgaven, fortæller formand Henrik Olsen i en pressemeddelelse.