I Pinsekirken vil man gerne gribes af Helligåndens ild. Men det var en langt mere håndgribelig ild, der var tale om i Pinsekirken i Rønne den 13. maj 2024.
Branden, som skyldtes et glemt lanternelys, medførte store skader i kirken på Sagavej. Det kom oveni andre udfordringer som, at kirkens præst lige var flyttet, og at man havde et utæt tag.
– Nogle af os syntes, at det så håbløst ud, sagde kirkens konstituerede præst, Michael Kaarby, da der søndag blev holdt indvielsesfest. Her var naboer, håndværkere og andre interesserede inviteret til sammen med menigheden at fejre, at kirken har fået et helt nyt kirkerum med kirkesal og café.
Men først skulle man igennem en hård tid, hvor man holdt gudstjenester i Musikhuzet.