Breaking: Sidste dag i påsken sætter ny rekord!

Breaking: Sidste dag i påsken sætter ny rekord!
Der sker vilde ting i Sandvig i dag, den 1. april. Screenshot fra facebookgruppen Sandvig.
NYHED | 1. APR 2024 • 08:47
NYHED
1. APR 2024 • 08:47

Mexicansk kvindecirkus på vej til Sandvig. Asfalt på Højlyngsstien. Kan det virkelig passe?

Det vælter ind med sjove historier fra morgenstunden, og Tidende kan jo ligeså godt hoppe på fra starten.

Aprilsnar-caminoen lægger hårdt ud med Egon, Tjømmanen fra Aakirkeby, der tilsyneladende vil jagte den gule førertrøje i Paris, kommunen, der vil asfaltere de mest knoldede passager på Højlyngsstien, Svaneke Bryghus der fra 1. april udelukkende vil satse på at producere alkoholfri øl efter fem år med en årlig vækst på cirka 50 procent  – og en historie om en række særdeles pengestærke investorer fra København, der vil omdanne Sandvig til en cirkusplads med 'det verdensberømte, mexicanske kvindecirkus Pseudologia Fantastica', hvor artisterne er tidligere kriminelle 'som har fået en ny chance i livet'. Investor-gruppen har desuden planer om at opføre 'et cirkushotel i ægte Las Vegas stil med casino' tæt på campingpladsen.

Vi følger dagens udvikling på aprilsnar-caminoen løbende, men for at tilbagevise de verserende rygter om at regionskommunen hverken har humoristisk sans eller fantasi, kommer her udmeldingen fra Snorrebakken i sin fulde ordlyd:

"Den populære vandrerute Højlyngsstien vil kortvarigt være ude af drift, mens kommunen asfalterer de mest ufremkommelige passager. Opgaven med at holde lyngen nede, har vist sig at være en bekostelig affære, og derfor har man valgt at asfaltere 8 km af den 67 km lange rute. Som en talsperson fra kommunen siger: "naturen for os alle, og derfor er det vigtigt for os at skabe rammer, som vi alle kan færdes i. Det er bedre, at flere oplever naturen, end at den bare står og forfalder, uden at vi får glæde af den".

I dagens nyhedsbrev fra Arnager forlyder det, at lufthavnens planer om at forlænge  landingsbanen tværs over Arnagervej nu er godkendt af myndighederne, og at den skal graves af arnagerboerne  selv. Skovle kan hentes hos borgerforeningens formand. 

Som en lille bonus fra avisens egen verden kan vi desuden meddele, at det lokale politi for femte dag i træk har følgende svar, når vi ringer og spørger, om der mon er tilstødt nogen noget: Nej. Der er ikke sket noget. Intet. Hverken i trafikken eller i andre steder. Ingen vilde påskefrokoster, kun lav musik, alt er stille og roligt.

Hvis nogen mod forventning skulle have set en bil i en grøft eller en løssluppen ko, er man velkommen til at kontakte redaktionen.