Alle biblioteker udenfor Rønne kan lukke

TOPNYHED | KULTUR | Søndag 9. juli 2023 • 15:36
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | KULTUR | Søndag 9. juli 2023 • 15:36

At lukke alle seks filialbiblioteker er på bordet som en sparemulighed, der vil give et meget mere digitalt bibliotek. At nøjes med at lukke fire er også i spil og vil i så fald sandsynligvis ramme Hasle, Allinge, Aakirkeby og Gudhjem.

25 kilometer til nærmeste bibliotek. Det vil blive virkeligheden for en del mennesker på Bornholm, hvis det kommende kommunebudget kommer til at ramme bibliotekerne hårdt.

Mest gennemgribende er forslaget om at lukke alle seks biblioteker udenfor Rønne. Det vil spare knapt en million kroner næste år – og næsten to millioner om året i hvert af årene derefter.

Vil partierne bag det kommende kommunebudget ikke skære helt så hårdt, har de foran sig også et forslag om ikke at fjerne alle seks, men kun fire af filialbibliotekerne.

Ud fra kommunens sparekatalog vil det blive bibliotekerne i Hasle, Allinge, Aakirkeby og Gudhjem, der så bliver sparet væk. De bornholmske politiske kan dog også vælge andre.

Særligt at lukke alle dagens seks filialbiblioteker vil give alle udenfor Rønne et helt andet bibliotek end det, der findes i dag.

At spare giver udgifter

Der er dog ikke kun penge at spare på at lukke biblioteker. Der er også nye udgifter. Flere lånere end de 32 ældre, der i dag er visiteret til ordningen, vil skulle have bøger bragt ud. Kommunens sparekatalog anslår, at det antal vil blive tidoblet til over 300.

På det tilbageværende Rønne Bibliotek vil man desuden skulle sætte flere ressourcer af til at tale med folk, både i telefonen og elektronisk. Det vil også være nødvendigt at lære en del bornholmere op i at gå på biblioteket elektronisk ved hjælp af computer eller mobiltelefon. Alt i alt er operationen så stor, at det vil tage tid at få den til at spare penge.

"Begge muligheder giver dog en væsentlig merudgift. Der kan således ikke regnes med besparelser i det første år", hedder det i sparekataloget.

"Når alle filialer nedlægges, må der forventes en stor vækst i antallet af henvendelser til biblioteket i Rønne, som ikke kan klares med den nuværende vagtbemanding. Dette øger behovet for at gøre så mange som muligt selvhjulpne med e-bøger og bestilling af litteratur over nettet", hedder det også.

At lukke alle de seks filialbiblioteker vil desuden få konsekvenser for de skolebiblioteker, der i dag deler materialer med folkebiblioteket.

"Da materialeforsyningen til skolebibliotekerne ikke kan opretholdes, vil samarbejdsaftalen med skolerne om fælles materialebestand ophøre i sin nuværende form", står der også i sparekataloget.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT