Süddeutsche Zeitung har talt med Volodymyr Zhuravlov, som bor i en forstad til Polens hovedstad Warszawa. Han fortæller, at han intet ved om efterlysningen, og han nægter enhver indblanding i sabotagen. Det samme gør den kvinde, som er mistænkt. Hun siger, hun har været på ferie i Bulgarien på det pågældende tidspunkt.
Besøg på Bornholm
Sidste år kom det frem, at Andromeda både besøgte Bornholm og Christiansø inden sabotagen mod Nord Stream-gasledningerne, og ifølge tyske medier pegede spor fra betalinger og telefonnumre på, at der var ukrainere om bord på båden.
Administrator Søren Thiim Andersen har tidligere fortalt i Tidende, at politiet var på øerne i tre timer i januar 2023. Forinden havde politiet bedt administrationen om via Facebook at efterlyse billedmateriale af en specifik båd, som lå i havn på Christiansø i dagene fra den 16.-19. september 2022. Politiet oplyste, at man var på udkig efter en båd fra øst.
I foråret 2023 fortalte tyske medier, at tysk politi havde ransaget en båd, som man mistænkte for at være involveret i eksplosionerne. Få dage efter blev båden identificeret som Andromeda, og i juli samme år sendte Tyskland, Danmark og Sverige et fælles brev til FN's Sikkerhedsråd, hvoraf det fremgik, at Tyskland havde fundet spor af undersøiske eksplosiver i prøver taget på båden.