Flere trafikanter fik torsdag en hilsen fra Bornholms Politis bødeblok. Både bilister og cyklister må til lommerne for at have brudt færdselsreglerne, fortæller politiet.
Klokken 17.37 fik en 65-årig mand fra Rønne en sigtelse og en bøde på 1.500 kroner for at køre personbil på Nordre Kystvej i Rønne uden sikkerhedssele. Fire minutter senere blev en 73-årig mand fra Klemensker sigtet for det samme på Munch Petersens Vej i Rønne. Han fik også en bøde på 1.500 kroner.
En 35-årig mand fra Rønne blev klokken 18.24 stoppet på Store Torv i Rønne for at køre med bilens tågelygter tændt i klart vejr. Det kostede ham en bøde på 2.000 kroner. Klokken 18.49 blev en 33-årig mand fra Rønne sigtet for at køre på el-løbehjul uden hjelm på Pingels Allé i Rønne.
Brug af havariblink uden at bilen var havareret førte til, at en 46-årig mand fra Rønne blev stoppet på Store Torvegade i Rønne klokken 19.05. Han blev sigtet og fik en bøde på 1.000 kroner.