49-årig erkender skalle og lussing på Krydset

NYHED | 9. DEC 2023 • 14:33
NYHED
9. DEC 2023 • 14:33

Den 49-årige mand, som er sigtet for vold i forbindelse med en hændelse på Krystalcaféen i Rønne fredag aften erkender under grundlovsforhør, at han har givet en øretæve til en ung kvinde og nikket en yngre mand en skalle, samt tildelt ham knytnæveslag i baggården på Krystalcaféen. 

Hændelsen skete fredag aften omkring klokken 22.00, og den sigtede forklarer lussingen med, at han ville forsvare sin datter, som efter hans opfattelse havde fået nogle hårde ord med på vejen af forurettede. 

Han erkendte dog i retten, at han ikke skulle have givet en lussing, men at han reagerede på sine faderlige følelser. 

Da han efterfølgende vil tage en smøg i baggården beretter han, at den anden forurettede "flyver på ham", og at han derfor nikker en skalle som forsvar, hvilket giver den unge mand næseblod. Han erkender også at have slået ham i hovedet med knyttet hånd, men afviser at have sparket til den unge mand, mens han lå ned. 

Det er imidlertid stadig en del af sigtelsen, som i høj grad er baseret på vidneudsagn og videomateriale fra værtshuset. Det fremgik af forklaringerne, at voldsepisoderne udviklede sig til et regulært værtshusslagsmål, som stoppede kort før politiet ankom til stedet. 

Efter politiets ankomst valgte den sigtede at gå på O'malleys i stedet. Her blev han efterfølgende anholdt. 

Den 49-årige mand er tidligere straffet for vold, og derfor påstod anklageren ham varetægtsfængslet i fire uger. Han slap dog med skrækken og blev løsladt, og kan spendere juledagene på fri fod. 

Til spørgsmålet om, hvorvidt han er eller har været en del af en rockergruppe eller en bande var svaret fra den sigtede entydigt nej.