De sidste to dage har det føget med spørgsmål og svar i Retten på Bornholm. Her har en 35-årig stået tiltalt for manddrab på sin 46-årige genbo i en opgang på Fabriksvej i Rønne. Han har erkendt, at have stukket den forurettede 12 gange med en tveægget kniv, men begrundede i retten hændelsen med at det var nødværge.
Og der hersker ikke tvivl om, at det var den forurettede, Heino Mortensen, der startede slagsmålet i opgangen og at den tiltalte havde ret til at forsvare sig. Stridsspørgsmålet de seneste to dage har til gengæld været, hvorvidt knivstikkene var sidste udvej - og dermed nødværge.
Men retten vurderede ikke, at det var nødvendigt at stikke den forurettede så mange gange og med tre dybe stik i halsen og dybe stik i bugen. Det lagde retten vægt på i afgørelsen, hvor de også understregede, at den afdøde ikke havde sin egen kniv med ind i slagsmålet.
Der lægges desuden vægt på farligheden af det våben, som den tiltalte bar op til hændelsen. Besiddelsen af netop den tveæggede kniv er det andet forhold i retsagen. Dette forhold har tiltalte allerede erkendt, og derfor kendes den tiltalte altså skyldig i begge forhold.