Valgkampen tager på skovtur

Valgkampen tager på skovtur
I naturnationalparken skal de store dyr hegnes inde, som det er tilfældet med bisonbestanden i Almindingen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NATUR | ALMINDINGEN | 24. OKT 2021 • 08:36
Henrik Nielsen
Journalist
NATUR | ALMINDINGEN
24. OKT 2021 • 08:36

Spidskandidater til kommunalvalget er inviteret i skoven for at møde forskere til en snak om naturnationalparker.

En gruppe kritikere af den planlagte naturnationalpark i en del af Almindingen har søndag inviteret spidskandidaterne til kommunalvalget en tur i skoven.

Baggrunden for invitationen er, at flere af kandidaterne forespurgte viden om projektet, da de deltog i valgmessen i Aakirkebyhallerne den 10. oktober. I stedet for at sende lange rapporter og debatindlæg om emnet har Peter Loth Sejersen og Simone og Anette Azalie inviteret politikerne en tur i skoven, hvor de kan møde forskere med viden om nogle af de fagområder, der er relevante i forhold til naturnationalparker.

”Målet er at klæde jer bedst muligt på, så I har de bedste forudsætninger for at finde jeres bud på en løsning på Bornholms udfordring, når det kommer til klima og biodiversitet, herunder naturnationalparken”, skriver de i invitationen.

De inviterede forskere er seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, professor emeritus i palæoøkologi Bent Odgaard fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet og forstkandidat Esben Møller Madsen. Derudover deltager savværksejer Kim Christiansen.

Turen begynder fra parkeringspladsen på Chr. X Vej klokken 11 og er åben for alle med interesse.