POLITIK / Søndag 26. oktober 2025 • 17:32

Voldsomme anklager om gokartsnyd

På jeres pladser, færdige, start! Foto: Søren Strandman-Møller

En stor gruppe spidskandidater valgte at sætte hinanden stævne for at afgøre kommunalvalget på fire hjul.

Det er søndag formiddag. Klokken har passeret 10. Bornholms Gokart Center er fyldt med spidskandidater. Én af dem fylder 60 år i dag.

Fødselaren hedder Christian Froberg Dahl og er Det Konservative Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget. Det er ham, der har indbudt alle sine politiske rivaler til en dyst på fire hjul, men Froberg Dahl når dårligt at byde velkommen, før scenen er blevet kuppet. Dansk Folkepartis spidskandidat, René Danielsson, er en snu ræv. Han bruger et snedigt gavetrick til at blive festens midtpunkt. Efter en halvlang tale får fødselaren overrakt en pytknap mod forhøjet blodtryk og et brætspil.

Christian Froberg Dahl har sendt en mail til avisen. Han vil ikke længere omtales som Froberg, men kræver at blive kaldt Christian Dahl eller til nød Christian Froberg Dahl. 87 procent af alle tilstedeværende kalder ham Froberg. Christian Dahl kommer til at sende mange mails ud i den kommende tid. Men beklager, Froberg. Som politiker kan man ikke selv bestemme, hvad man bliver kaldt.

Christian Dahl er glad for at kunne byde ind med lidt pondus i bornholmsk politik Foto: Søren Strandman-Møller
Christian Dahl er glad for at kunne byde ind med lidt pondus i bornholmsk politik Foto: Søren Strandman-Møller

Tung nok til politik

Før deltagerne kan tage sætte sig bag rattet, skal de på vægten. Og den må der ikke snydes på, for kørernes vægt afgør, hvor meget ballast der skal sættes på gokarten. Tungeste mand eller kvinde sætter barren for, hvor meget alle køretøjerne samlet set skal veje inklusive køreren, så alle vogne får samme totalvægt.

Første mand på vægten er fødselaren. Displayet viser 104,6 kilogram. Fødselaren går ned igen og ser svært stolt ud.

Borgmester Trøst har formået at snige sig med til festen, selvom der ikke er mere spidskandidat i ham, end der er hund i hundekiks. Trøst banker vægten op på 99,7 kilogram. Konservative ser med andre ord ud til at gå fra to til tre cifre, når det kommer til vægten, hvis partiet får lov til at beholde borgmesterkæden.

– Vi vil gerne sætte os tungt på kommunalbestyrelsen, siger Froberg. 104,6 kilogram placeret ovenpå kommunalbestyrelsen. Det er vist en sag for Arbejdstilsynet. Borgmesteren forsøger at kompensere for sin partikollegas vægt med et pudsigt argument.

Borgmester Trøst har givet sig selv et tilnavn. Find det i artiklen. Foto: Søren Strandman-Møller
Borgmester Trøst har givet sig selv et tilnavn. Find det i artiklen. Foto: Søren Strandman-Møller

– Husk på, at Christian er en letvægter politisk, siger han. Griner tørt. Og ligner pludselig én, der har konstateret, at han har fået argumenterne galt i halsen.

Der står to vægte – en elektronisk badevægt og ét af de der gammeldags mekaniske skrumler, som alle skolelægerne var udstyret med i fordums tid. Frederik Tolstrup stiller sig op på museumsvægten og giver sig til at skubbe lodderne frem og tilbage, til den er i vater. Vægten viser 84,5 kilogram. Tolstrup træder ned på den nymodens udgave. 83,6 kilogram. Tolstrup sukker.

– Man kan godt blive lidt bekymret for, om man har tyngde nok i politik, siger han.

Frederik Tolstrup er en jævnt dårlig taber. Foto: Søren Strandman-Møller
Frederik Tolstrup er en jævnt dårlig taber. Foto: Søren Strandman-Møller

Dæknavne

– Skal man have køredragt på?, spørger borgmesteren. Som forhenværende motorcykelbetjent er han vant til at blive pakket forsvarligt ind, før motoren bliver startet. Køredragt viser sig ikke at være obligatorisk, så hvorfor dog spilde tid på den slags, når man er en erfaren landevejsrytter?

– Det er som at være en gammel cirkushest igen, siger han og trækker en slags hue over hovedet, inden hjelmen kommer på.

Jan Jørgensen fra Fælleslisten har også været en tur på vægten. Den viser 88,7 kilogram, hvilket Jan Jørgensen øjensynligt ikke er helt tilfreds med.

Fødselar Dahl er ved at være klar Foto: Søren Strandman-Møller
Fødselar Dahl er ved at være klar Foto: Søren Strandman-Møller

– Man skal huske på, at det er inklusive tøj og sko, siger han.

Da alle er færdigvejede, skal der ses en sikkerhedsfilm, og så kalder banen.

Deltagerne skal køre i to grupper med fem i hver. De skal køre to heats af 13 minutter, og de fem bedste mødes i finalen. På deltagerlisten står der René Danielsson, Morten Riis, Søren Brenøe, Frederik Tolstrup, Anne Thomas, Molly May Vestergaard (der er med på afbud), Jan Jørgensen, Benedikte Gyes, Jacob The Stig Trøst og Choke My Smoke Dahl. Godt forsøgt, Froberg. Du er afsløret.

Transponderens skyld

Danielsson, Trøst, Riis, Jørgensen og Tolstrup udgør det ene hold. Tolstrup bander dog svovler.

– Hold kæft, hvor får jeg tæsk. En gammel politimand, René og så Morten Riis. Riis kæmper til det sidste. Enhedslisten bliver ved og ved med at føre socialpolitik, sukker venstremanden. Han nævner i øvrigt ikke Jan Jørgensen som trussel. Det er ikke pænt gjort.

Først runde går i gang, og de små køretøjer suser afsted. Skærmen opdaterer konstant stillingen, men Morten Riis er blevet snydt, for hans gokart er slet ikke registreret i systemet. Hallen er fuld af tilhængere fra de forskellige partier samt familier og andet vedhæng. Supporter-Sebastian med efternavnet Bærnthsen fra Venstre padler hurtigt løs med en længere forklaring om noget med noget transponder, der skal skiftes. Hans spidskandidat har for få øjeblikke siden beklaget sig over at være røget i samme heat som Morten Riis. Det vil Supporter-Sebastian gerne have fjernet fokus fra, så han fyrer flere transponderforklaringer af. Morten Riis kører i pit, får fikset problemerne og flyver så af sted. Det lover ikke godt for Tolstrup.

Flygtede på knallert

René Danielsson banker derudaf og giver alle baghjul med sådan en sidevind, men han har angiveligt smugtrænet. To anonyme borgerlige kandidater vil gerne udtale sig om sagen, hvis de får lov til kun at stå frem med fornavn. Den ene er konservativ og hedder Linda. Den anden er fra Venstre og hedder Sebastian.

– Han var angiveligt hernede at køre i går, siger Linda. Sebastian bekræfter rygterne. Det gør René Danielsson også, da han er kørt over målstregen som vinder af første heat.

– Jeg var hernede med ADHD-foreningen i går, siger han. René Danielsson har tidligere arbejdet på en gokartbane. Det synes Sebastian og Linda er snyd.

René Danielsson kørte fra den tidligere motorcykelbetjent Trøst. Det synes han ikke er noget særligt.

– Jeg har tidligere kørt fra politiet på knallert, og så kan jeg vel også gøre det i gokart, siger han.

Fuld fart frem. Ingen blev skånet. Men de røde lys blev dog ofte tændt. Foto: Søren Strandman-Møller

Kamp på ord

Morten Riis tager hjelmen af. Han har kørt noget hurtigere end Frederik Tolstrup, har fået tredje bedste omgangstid og meddeler overskudsagtigt, at han ikke er blevet snydt med transpondertricks. Mon piben havde haft den samme lyd, hvis han ikke var røget i finalen?

Det her løb er ikke bare for sjov. Både TV2 Bornholm og Store DR er til stede, og TV2 Bornholms reporter leder febrilsk efter den kristendemokratiske spidskandidat. Succesen er begrænset.

– Men det er også søndag i dag, konstaterer han resigneret.

Beskyldningerne fyger rundt.

– De Radikale ødelægger det hele, og det har de gjort flere gange i Venstres historie, skumler Frederik Tolstrup.

– Tolstrup ligger og fylder helt vildt. Han skal trække ud til siden, når han kører så langsomt, raser Riis. Helt ærligt, Morten Riis. Tolstrup er landmand. Hvad er det lige for et køretøj, han sidder på til daglig?

Søren Brenøe hævder, at han ikke har tabt til Morten Riis.

– Altså det er kun 0,096 sekunder. Så har man ikke tabt, siger han. Riis er iskold.

– Du tabte, lyder svaret.

Nerver på

Benedikte Gyes fra Liberal Alliance klarer sig ikke prangende. Men hun hævder, det er bevidst.

– Jeg sonderer lige terrænet for at se, hvad tingene går ud på. For jeg sætter mig altid oprigtigt ind i tingene. Det er et ansvar at have; ligesom i politik, siger hun. Benedikte Gyes går ikke videre til finalen. Det gør Morten Riis, René Danielsson, Søren Brenøe, Jacob Trøst og Froberg til gengæld.

– Nu får jeg nerver på, siger Morten Riis.

Frederik Tolstrup har ikke nerver på. Han er kørt ud på et sidespor og svovler over resultaterne i de indledende heats. Til gengæld er begge konservative klar til finalen. Partiet stiller som det eneste med to gokartkørere. Partiet lægger samtidig tegnebog til hele gildet. Tolstrup ser en sammenhæng.

– Konservative har snydt. Det er klassisk V/K-fortid. Men jeg har endnu ikke fået afdækket, hvordan de har gjort det, syder han.

Så er der præmieoverrækkelse. Nummer 1: René Danielsson. Nummer 2: Jacob Trøst. Nummer 3: Christian Dahl. Foto: Noah Cederqvist
Så er der præmieoverrækkelse. Nummer 1: René Danielsson. Nummer 2: Jacob Trøst. Nummer 3: Christian Dahl. Foto: Noah Cederqvist

Hjælp til blodtrykket

Fødselaren er glad. Ok, så får du lov til at hedde Christian Dahl i dagens anledning.

– Det er dejligt at kunne mødes på den måde, siger han. Det er også let at sige, når man er finalen og har fået to gaver af Dansk Folkeparti, hvoraf den ene angiveligt skal hjælp på blodtrykket.

Det er finaletid, og René Danielssons smugtræning samt knallertræs mod politiet kommer til sin ret. Han snupper guld skarpt forfulgt af motorcykelbetjent emeritus Trøst. De når begge 25 omgange, mens Christian Dahl, Morten Riis og Søren Brenøe må nøjes med 24.

Ingen regning endnu

Søren Brenøe tabte finalen, men den radikale spidskandidat mener sagtens selv, at han kunne have vundet.

– Jeg havde indstillet min gokart på øko. Det er sjovt at køre gokart, men jeg vil hellere redde klimaet, siger han. Lørdag begyndte Brenøe og hans kampagnestab at hænge valgplakater op flere minutter inden, det officielt var tilladt. Nu undskylder han et sviende nederlag i gokartrace med miljøhensyn.

– Jamen, det var et upræcist ur, siger han og fabler videre om vintertid.

Trøst kigger ned på sin medalje. Den er sølvfarvet. Det er den forkerte farve, når man både er borgmester og har tjent sine penge på at køre asfalten tynd. Trøst ved, det snart er slut med den nuværende karriere.

– Det må være en erstatning for borgmesterkæden, siger han.

Dagen er slut, og selv taberne ser glade ud. Det gør Christian Dahl også, men han har selvfølgelig ikke fået regningen endnu.

Trøst trøster sig med en sølvmedalje. Foto: Søren Strandman-Møller
Trøst trøster sig med en sølvmedalje. Foto: Søren Strandman-Møller


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT