S-formand efter valglussing: Vi skal få nogle nye mennesker på banen

S-formand efter valglussing: Vi skal få nogle nye mennesker på banen
Lokalformand Anette Stæhr ærgrer sig over, at Socialdemokratiet fik en vælgerlussing ved tirsdagens kommunalvalg, men allerede samme aften begyndte hun at kigge fremad for at gøre det bedre næste gang. Her er hun i samtale med formandskollega Niels Plum fra Venstre på Green Solution House. Foto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 17. NOV 2021 • 09:46
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
17. NOV 2021 • 09:46

Anette Stæhr ser tirsdagens kommunalvalg som et klart signal fra vælgerne om, at de ønsker noget nyt. Det skal Socialdemokratiet kunne levere om fire år.


Socialdemokratiet gik 4.696 stemmer tilbage ved tirsdagens kommunalvalg på Bornholm. Vælgertilslutningen blev mere end halveret, og antallet af mandater i kommunalbestyrelsen gik fra otte til fire. Det er således en eftertænksom lokalformand, Tidende fanger på telefonen onsdag morgen.

– Selvfølgelig synes jeg ikke, det var et godt resultat. Det tror jeg, alle er klar over. Det jeg ser, det er, at vi nu skal til at sørge for at få nogle nye mennesker på banen. At vi bakker op om dem, som er valgt, og at vi så må prøve at fastholde nogle af de gode, nye kandidater, som vi har haft på listen, siger Anette Stæhr.

Nogle gjorde det godt

For hende handler det om at passe godt på de nye kandidater og være med til at sørge for, at de fastholder interessen og lysten til at stille op næste gang. Og når hun kigger på de personlige stemmetal, synes hun, at flere af dem har gjort det godt, selvom de ikke er blevet valgt.

– Jeg synes faktisk, vi havde et rigtig godt hold, og de fik jo sådan set nogle gode valg, de nye vi havde på listen, lyder det fra Anette Stæhr.

Både Karen Lynn Jacobsen, Anne Jensen og Kasper Flygare fik flere personlige stemmer, end det der for fire år siden sikrede for eksempel Bente Helms og Ole Rødvig en plads i kommunalbestyrelsen.

Fastholde interessen

At Anette Stæhr fokuserer på at fastholde de nye kandidater hænger sammen med hendes analyse af tirsdagens kommunalvalg.

– Jeg synes, vælgerne helt klart har sagt, at vi skal have en fornyelse, og det var jo også det, vi gerne selv ville med den liste, vi havde stillet op, så vi kunne få nogle nye ind, som kunne bære os fremad. Det lykkedes så ikke helt, men hos dem må vi prøve at fastholde interessen og gåpåmodet, så vi har en rigtig god liste næste gang, siger Anette Stæhr.

Kom med noget andet

Når hun retter blikket mod Socialdemokratiets fremtid på Bornholm, er Anette Stæhr mere fortrøstningsfuld, end man måske skulle tro efter tirsdagens valgresultat. Det skyldes, at hun ikke ser det som et generelt fravalg af liste A.

– Det er et fravalg nu og her til kommunalbestyrelsen, men jeg fornemmer, at Leila fik et godt valg til regionen, og i meningsmålingerne til folketingsvalg har vi ligget fint. Så Socialdemokratiet har fået en lussing til det her valg, og vælgerne har sagt, "I skal komme med noget andet", men i meningsmålingerne til Folketinget og med Leila har de ikke fravalgt Socialdemokratiet, så jeg tror på, at vi kan komme godt tilbage igen, siger han.