KØB ABONNEMENT

Zelenskyj vil stoppe olieangreb i bytte for Patriot-missiler

UDLAND • 2. NOV 2026 • 00:15

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange bedt Ukraine indstille angrebene på russiske olieraffinaderier.

Ukraine er villig til at indstille angrebene på russiske olieraffinaderier, hvis USA leverer Patriot-missiler til landet.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag ifølge nyhedsbureauet AFP i et interview med Fox News.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange bedt Ukraine om at stoppe de pågældende angreb.

I interviewet med Fox News' Trey Yingst søndag siger Zelenskyj, at han har haft "forskellige og adskillige" samtaler med den amerikanske præsident om emnet.

- Vi har gjort det klart, at vi er nødt til at svare igen, når Rusland angriber vores energiforsyning, dræber vores befolkning og angriber vores el- og gasforsyning, raffinaderier og alt andet, siger Zelenskyj og tilføjer:

- Vi sagde, at hvis I ønsker, at vi ikke angriber Ruslands raffinaderier, så må russerne holde op med at angribe vores energianlæg. En anden mulighed er at give os Patriot-missiler. Vi skal nok finde pengene.

Den ukrainske præsident siger videre, at hvis USA leverer missiler til en måned, så vil Ukraine indstille angrebene på russiske raffinaderier i samme periode.

Det er USA, der producerer Patriot-systemerne, og de anses reelt som de eneste i det ukrainske arsenal, der kan stoppe russiske ballistiske missiler.

Yingst spørger søndag Zelenskyj, om han er bekymret for, hvorvidt udmeldingen vil blive opfattet som et forsøg på at lægge pres på Trump.

- Jeg har ingen betænkeligheder, når jeg deler sandheden mellem samarbejdspartnere, svarer den ukrainske præsident.

USA's udenrigsministerium godkendte fredag salget af 500 Patriot-missiler til Ukraine.

Det er uvist, hvor hurtigt Ukraine kan modtage de nye missiler. Ifølge Zelenskyj kan det tage flere år.

Ukraine har i flere uger advaret om, at landet er ved at løbe tør for missilerne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT