Zelenskyj varsler intensive uger forude efter snak med USA-udsendinge

25. DEC 2025 • 20:44UDLAND

Rusland skal forstå, at det vil have alvorlige konsekvenser at fortsætte krigen, siger Ukraines præsident.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger torsdag, at han havde en times "rigtig god samtale" med USA's præsident Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff og svigersøn Jared Kushner om, hvordan krigen med Rusland kan bringes til ophør.

- Vi har nogle nye idéer omkring format, møder og selvfølgelig tidsplan for, hvordan man skal bringe en ægte fred tættere på, siger Zelenskyj i en video på X.

Han tilføjer, at der stadig udestår "følsomme spørgsmål".

- De kommende uger kan blive intensive.

- Jeg takker alle, der fortsætter med at lægge pres på Rusland, så de fuldt ud forstår, at det vil have alvorlige konsekvenser - for Rusland - at forlænge krigen, siger Zelenskyj.

Trump har presset på for en aftale, der kan afslutte den næsten fire år lange krig.

I de seneste uger er fredsbestræbelserne, der ledes af Witkoff og Kushner, langsomt rykket fremad, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på ugen fremlagde Zelenskyj et udkast til en fredsplan på 20 punkter, som han beskrev som den overordnede ramme for at afslutte krigen.

Udkastet var en nedskaleret version af en oprindelig plan i 28 punkter, som USA tidligere drøftede med den russiske side.

Den blev opfattet som hovedsageligt til fordel for Rusland, da den krævede, at Ukraine skulle afgive territorium og indføre begrænsninger for sin hær.

Vigtige territoriale spørgsmål er dog fortsat uafklarede i det nye udkast på 20 punkter, siger Zelenskyj torsdag.

Han tilføjer, at et møde med Trump vil være nødvendigt for at løse de mest følsomme spørgsmål.

Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, sagde tidligere torsdag, at Rusland er i færd med at analysere de udkast, som Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev har bragt til Moskva fra USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT