Julen byder på vinterens første isdøgn før muligt snefald
Mellem juleaften og juledag har sæsonens første isdøgn sat ind, hvor temperaturen ikke nåede over nul grader.
Julen blev ikke hvid, men den var alligevel mere vinterlig end den ellers varme december i år.Juledag har budt på vinterens første isdøgn, hvor temperaturen ikke kom over frysepunktet i 24 timer.
De bidende temperaturer er registreret flere steder, blandt andet på Holbæk Flyveplads og i Sjælsmark i Nordsjælland.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.
Når juledagene og den kommende weekend er bag os, venter en mere "spændende" vejrsituation, skriver DMI.
- Flere vejrmodeller antyder nemlig, at væsentligt koldere luft efterhånden finder vej til Danmark nordfra og med den også vinterlige byger, skriver DMI i en analyse.
Fra natten til tirsdag kan der komme de første byger med slud eller sne, lyder det.
Senere på ugen ventes dagtemperaturen mange steder kun at kravle op omkring frysepunktet, hvilket giver flere muligheder for snefnug fra oven, når nytåret sættes ind.
/ritzau/
