Ukraine er klar til at hjælpe Rumænien, fastslår Ukraines præsident, efter at drone ramte rumænsk boligblok.
Da en russisk drone natten til fredag endte i Rumænien, skete det i forbindelse med et angreb på den ukrainske Odesa-region.Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på X.
Dronen ramte en bygning i byen Galati, der ligger i det sydlige Rumænien, mindre end ti kilometer fra Rumæniens grænser til både Ukraine og Moldova.
- I nat udførte russerne et bevidst angreb på vores sydlige region - Odesa-regionen - som grænser op til Rumænien.
- Dette var endnu et kynisk angreb på civil infrastruktur i vores byer og i vores farvande og var rettet mod civile containerskibe.
- En af dronerne, en Shahed-lignende drone, ramte også en almindelig beboelsesejendom i Rumænien, skriver Zelenskyj.
Shahed-droner er iranskproducerede droner, som ofte anvendes af Rusland.
To personer kom lettere til skade ved hændelsen.
Den ukrainske præsident ønsker de tilskadekomne god bedring.
Han skriver desuden, at Ukraine gerne vil hjælpe Rumænien, og at det er nødvendigt at skrue op for presset på det russiske styre.
- Det er i sandhed nødvendigt at øge presset på Rusland, så denne krig ikke bliver trukket i langdrag eller udvidet.
- Vi er klar til at støtte Rumænien på enhver måde, der er nødvendig under disse omstændigheder, skriver Zelenskyj.
Episoden har affødt reaktioner fra vestlige regeringsledere samt forsvarsalliancen Nato og EU. Rumænien er medlem af begge.
Natost generalsekretær, Mark Rutte, understregede tidligere fredag, at Nato er klar til at forsvare alle dele af sine medlemslandes territorier, og at Nato vil fortsætte med at styrke sit forsvar mod trusler udefra.
- Ruslands hensynsløse opførsel er til fare for os alle. De fortsætter med at angribe civile og civil infrastruktur på tværs af Ukraine.
- Og i nat viste de endnu en gang, at implikationerne af deres ulovlige angrebskrig ikke stopper ved grænsen, skrev Mark Rutte på X.
Fredag formiddag skrev EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, at EU forbereder en 21. sanktionspakke rettet mod Rusland.
/ritzau/