Rumænien vil have skruet op for hastigheden for, hvor hurtigt Nato-landet kan få fat i antidrone-kapaciteter.
Rumænien har underrettet Natos generalsekretær, Mark Rutte, efter at en drone natten til fredag styrtede ned i et lejlighedskompleks i en rumænsk grænseby nær Ukraine.Det skriver det rumænske udenrigsministerium tidligt fredag morgen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Denne hændelse er en alvorlig og uansvarlig eskalering fra Rusland, skriver ministeriet.
I udtalelsen fremgår det også, at Rumænien ved underretningen af Rutte "har anmodet om tiltag for at fremskynde overførslen af antidrone-kapaciteter til Rumænien".
Antidrone-kapaciteter er systemer, der er i stand til at nedskyde eller på anden måde opsnappe fjendtlige droner.
Kort tid efter meldingen fra det rumænske udenrigsministeriet har Nato fordømt dronehændelsen.
- Vi fordømmer Ruslands hensynsløshed, lyder det i en udtalelse fra en Nato-talsperson på det sociale medie X.
Det rumænske udenrigsministerium oplyste natten til fredag, at en russisk drone var styrtet ned i byen Gala?i, der ligger få kilometer fra grænsen til Ukraine.
Dronen styrtede ned og ramte taget på et større lejlighedskompleks, hvilket startede en brand, der sidenhen er blevet slukket.
Kort tid efter oplyste det rumænske beredskab, at to personer har fået mindre skader i forbindelse med hændelsen.
- I løbet af natten mellem den 28. og 29. maj genoptog Den Russiske Føderation droneangreb mod civile og infrastrukturmål i Ukraine nær flodgrænsen til Rumænien, oplyste det rumænske forsvarsministerium ifølge AFP.
- En af disse droner trængte ind i rumænsk luftrum, blev fulgt på radar helt til den sydlige del af byen Galati og styrtede ned på taget af en lejlighedsbygning, hvor den udløste en brand.
Ifølge forsvarsministeriet blev to F-16-kampfly sendt på vingerne, efter at dronerne blev registreret i luftrummet.
Der blev i løbet af natten aktiveret luftalarmer i hele Ukraine i forventning om angreb fra Rusland.
Der er flere gange siden begyndelsen af krigen i 2022 blevet registreret droneindtrængen i Rumænien. Ifølge AFP er nattens hændelse dog første gang, at en drone har ramt en beboelsesejendom i landet.
/ritzau/