Strejke afblæst for 10.000 ansatte i de norske kommuner

29. MAJ 2026 • 10:18UDLAND

Mens der er indgået en overenskomstaftale for de fleste kommuner, fortsætter forhandlingerne i staten og Oslo.

Tusindvis af ansatte i Norges skoler, børnehaver, sundhedsvæsen, kulturinstitutioner og offentlige kontorer kunne fra fredag være gået i strejke.

Men en aftale kort efter deadline natten til fredag har delvist afværget en omfattende strejke i den offentlige sektor i Norge.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I kommunerne har fagforeningerne forhandlet med arbejdsgiverorganisationen KS, der svarer til Kommunernes Landsforening i Danmark.

- Det er glædeligt for alle parter - og ikke mindst for indbyggerne, som vil have adgang til (offentlige) tjenester som normalt, siger arbejdslivsdirektør i KS Tor Arne Gangsø om overenskomstaftalen til NTB.

Aftalen indebærer blandt andet en reallønsstigning for de kommunalt ansatte og højere tillæg for aften-, weekend- og nattevagter.

Ifølge NTB kunne 15.000 medarbejdere være blevet udtaget til strejke ved midnat fredag. Kommunernes aftale omfatter cirka 10.000 ansatte.

De fire store norske hovedorganisationer - LO, YS, Unio og Akademikerne - har alle deltaget i forhandlingerne.

- Hele gruppen af ansatte får bedre vilkår. Samtidig har vi stoppet arbejdsgivers krav om ensidigt at kunne fastsætte vagtplaner og arbejdstid, siger Helene Harsvik Skeibrok, der er leder af LO Kommune, til NTB.

Oslo Kommune og den norske stat har forhandlet særskilt. Mens der ikke er en aftale mellem staten og de statslige ansatte, er der fredag formiddag kommet en aftale på plads mellem Oslo Kommune og dens medarbejdere.

Også her er der lønstigninger på vej til medarbejderne.

I Oslo Kommune omfattede forhandlingerne 2000 ansatte.

- Dette er et resultat, som giver øget købekraft for alle LO-medlemmer i Oslo Kommune, samtidig med at vi sikrer de lavtlønnede et ekstra løft, siger Peter Egil Johansen, der er forhandlingsleder for LO i Oslo Kommune, efter aftalen er indgået for den norske hovedstad fredag formiddag.

Striden handlede især om løn og købekraft efter flere år med høj inflation.

Flere fagforeninger krævede markante lønstigninger og advarede om problemer med at rekruttere og fastholde ansatte i den offentlige sektor.

Særligt organisationen Unio, der organiserer blandt andet lærere og sygeplejersker, mener, at lønnen i kommunerne har haltet efter lønnen i den private sektor.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT