Xi fortsætter venskabeligt besøg og inviterer Putin til Kina

21. MAR 2023 • 11:28UDLAND

Kina vil prioritere sit forhold til Rusland, siger præsident Xi Jinping under besøg hos Vladimir Putin.

Der er tilsyneladende ganske god stemning mellem de to præsidenter fra Rusland og Kina, Vladimir Putin og Xi Jinping.

I hvert fald har de to understreget deres tætte venskab, siden Xi mandag eftermiddag landede i Moskva for at besøge Putin.

Tirsdag er det fortsat med, at Xi blandt andet kalder Kina og Rusland for "strategiske partnere" og "store nabomagter".

Den kinesiske præsident oplyser desuden, at han allerede mandag inviterede Putin til at besøge Kina. Det skriver russiske nyhedsbureauer ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Besøget er tiltænkt at skulle finde sted i løbet af 2023, oplyser Xi tirsdag på et møde med Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin.

Misjustin er også selv blevet inviteret til Kina.

Ifølge kinesiske statsmedier ønsker Xi at få besøg af Putin til den tredje konference om det kinesiske "Belt and Road"-initiativ. Det er et enormt infrastrukturprojekt, der ofte er blevet omtalt som en ny silkevej.

Silkevejen er en gammel, vigtig handelsrute, der frem til cirka år 1500 forbandt Kina med Europa og Sydasien.

AFP skriver tirsdag også, at Kina ifølge Xi vil "prioritere" forholdet til Rusland.

Xis besøg i Moskva varer fra mandag til onsdag. Det er præsidentens første i Rusland, siden russiske styrker invaderede Ukraine. Det er også Xis første udlandstur, siden han for nylig sikrede sig en tredje præsidentperiode.

Forholdet mellem Xi og Putin følges tæt på grund af krigen i Ukraine.

Mens størstedelen af verdens mest magtfulde lande har fordømt den russiske invasion af Ukraine, har Kina været mere tilbageholdende.

Iagttagere peger på, at det med Xis besøg er vigtigt for Putin at påpege, at han på trods af de vestlige sanktioner ikke er isoleret internationalt.

Da Vladimir Putin mandag tog imod Xi Jinping, som han kalder sin "kære ven", sagde han, at de to lande har mange fælles mål og opgaver forude.

Kina har fremlagt en bred 12-punkts plan, som landet håber kan føre til en løsning på Ukraine-krigen, samtidig med at forholdet til Rusland styrkes.

Fra ukrainsk side er enhver potentiel fredsaftale betinget af, at de russiske styrker forlader Ukraine. Det har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, understreget flere gange.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU