Melding om luftballoner indstillede flytrafik i Vilnius

5. OKT 2025 • 05:10UDLAND

Mistanke om varmluftsballoner over lufthavnen i Litauens hovedstad, Vilnius, førte til lukning af luftrummet.

Flytrafikken i lufthavnen i Litauens hovedstad, Vilnius, blev sent lørdag indstillet på grund af mistanke om varmluftsballoner i luftrummet.

Efter mere end seks timer blev luftrummet over lufthavnen genåbnet søndag morgen klokken 04.50 lokal tid - klokken 03.50 dansk tid.

Det oplyser Vilnius Lufthavn i et opslag på det sociale medie Facebook.

Her oplyser lufthavnen også, at man klokken 21.16 dansk tid fik besked på at indstille flytrafikken.

- Beslutningen blev efter vores oplysninger truffet på grund af en mulig række af balloner på vej mod lufthavnen. Som følge af dette er flytrafikken blevet påvirket, skriver lufthavnen i Facebook-opslaget.

Flere fly blev ifølge den litauiske tv-station LRT og nyhedsbureauet BNS omdirigeret til andre lufthavne.

Der er umiddelbart ingen melding om, hvor de mulige varmluftsballoner kom fra, eller hvem de tilhører.

Litauen indførte i august en 90 kilometer lang flyveforbudszone langs grænsen til Belarus. Det skete, efter at droner var trængt ind over litauisk luftrum fra nabolandet. Forbuddet gør det muligt for litauisk militær at reagere på krænkelser af luftrummet.

Belarus er nær allieret med Rusland, der flere gange er blevet nævnt i forbindelse med krænkelser af europæisk luftrum.

Den seneste tid har flytrafikken i lufthavne i Danmark og andre steder i Europa været påvirket efter observationer af droner.

To gange i denne uge har flytrafikken til og fra den sydtyske by München været midlertidig lukket på grund af observationer af droner.

I sidste uge lukkede luftrummet over Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn og Oslo Lufthavn i Norge.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT