Israelske forhandlere rejser til Egypten søndag aften
Ingen våbenhvile i Gaza, men et midlertidigt stop for visse bombninger, siger israelsk regeringstalskvinde.
En talskvinde for den israelske regering siger ifølge Reuters søndag, at israelske forhandlere rejser til Egypten søndag aften.Mandag begynder forhandlingerne om de gidsler, der holdes fanget af den militante gruppe Hamas, siger talskvinden ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA's præsident, Donald Trump, fremlagde mandag en plan på 20 punkter for fred i Gaza. Af den fremgår det blandt andet, at Hamas ikke må være en del af en fremtidig regering i Gaza.
Hamas erklærede sig sent fredag klar til at frigive alle israelske gidsler som led i Trumps fredsplan. Samtidig meddelte gruppen, at den er villig til at forhandle nærmere om detaljerne.
Talskvinden for den israelske regering siger desuden, at der ikke er en våbenhvile i Gaza. Der er blot et midlertidigt stop for visse bombninger.
Det israelske militær kan fortsat handle i Gaza, hvis det er med et forsvarsmæssigt formål, siger talskvinden.
Søndag morgen dansk tid offentliggjorde Hamas en udtalelse, hvori det lød, at israelske angreb havde kostet 70 personer livet i Gaza.
Trump siger søndag, at Hamas vil stå over for "komplet udslettelse", hvis gruppen nægter at opgive magten i Gaza.
Adspurgt om Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil gå med til at stoppe bombardementerne i Gaza, siger han ifølge Reuters ja.
Hamas opfordrer til, at der bliver lavet en hurtig udveksling af israelske gidsler og palæstinensiske fanger i israelske fængsler.
- Hamas er meget opsat på at nå frem til en aftale, der skal sætte en permanent stopper for krigen og øjeblikkeligt indlede en fangeudveksling, der er i overensstemmelse med forholdene på jorden, siger en anonym højtstående repræsentant til nyhedsbureauet AFP.
I et interview med ABC søndag siger USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at man håber, at en aftale mellem Israel og Hamas kan komme på plads hurtigt.
- Forhandlingerne finder sted, mens jeg taler med dig nu, og vi håber, at det vil blive afsluttet meget hurtigt - i begyndelsen af den kommende uge, siger han til ABC ifølge Reuters.
/ritzau/