Von der Leyen vil lempe tidsplan for krav til bilers CO2-udslip

1. APR 2025 • 16:32UDLAND

Bilproducenters CO2-mål for 2025, 2026 og 2027 skal vurderes som gennemsnit i stedet for årligt, lyder det.

EU-Kommissionen vil indføre mere "fleksibilitet", når det gælder indfrielsen af mål for CO2-udslip fra nye biler og varevogne.

Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Ifølge von der Leyen er det dog ikke ensbetydende med, at EU-Kommissionen dermed slækker på klimamålene.

- Med dagens initiativ giver vi mere fleksibilitet til denne nøglesektor. Og samtidig holder vi kursen mod vores klimamål.

- Sammen ønsker vi bevise, at dekarbonisering og konkurrenceevne kan gå hånd i hånd, siger von der Leyen.

Forslaget kommer, efter at europæiske bilproducenter har kritiseret EU-regler på blandt andet klimaområdet for at stille dem dårligere i den globale konkurrence.

Konkret vil ændringen af forordningen give bilproducenter lov til, at CO2-mål for 2025, 2026 og 2027 vurderes som gennemsnit i stedet for årligt.

Eller sagt på en anden måde: Bilproducenterne behøver ikke at leve op til målet i 2025, hvis de til gengæld indhenter det forsømte i den sidste del af den treårige periode.

- Europa har forpligtet sig til at støtte bilindustrien i dens omstilling, og dagens fleksibilitet i overholdelsen vil hjælpe med at sikre, at industrien kan investere, samtidig med at den overordnede ambition for CO2-udledningen bevares, siger EU-kommissær for bæredygtig transport, Apostolos Tzitzikostas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT