Zelenskyj tror på aftale om udenlandske soldater inden for en måned

4. APR 2025 • 20:30UDLAND

En aftale om udenlandske enheder i Ukraine kan snart falde på plads, siger Volodymyr Zelenskyj fredag.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at detaljer om indsættelse af udenlandske soldater i Ukraine kan aftales om en måned.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten siger, at han fredag har mødtes i Ukraine med Frankrigs og Storbritanniens militærchefer for at diskutere en plan for udsendelse af udenlandske enheder i Ukraine som en del af en våbenhvileaftale.

Det siger Zelenskyj på en pressekonference i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

På pressemødet lyder det også, at militære "arbejdsgrupper" nu vil mødes en gang om ugen for at diskutere detaljerne i en plan, skriver Reuters.

Den ukrainske præsident understreger desuden, at det ikke giver nogen mening for Ukraine at mødes direkte med Rusland, hvis ikke Rusland går med til en fuldkommen våbenhvile.

Ifølge Zelenskyj er et ukrainsk udspil til en mineralaftale med USA klar i næste uge. Det siger han ligeledes fredag.

Aftalen har længe været et af flere delelementer i Zelenskyjs håb om at opnå fred i Ukraine, der har været i krig i mere end tre år.

USA spiller en central rolle som mægler mellem Rusland og Ukraine.

Amerikanske embedsmænd har de seneste uger holdt drøftelser om en fredsaftale for Ukraine med både russiske og ukrainske embedsmænd i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.

Møderne er blevet holdt med Ukraine og Rusland enkeltvist.

Rusland har tidligere afvist et fælles amerikansk-ukrainsk forslag om en ubetinget og fuld våbenhvile, mens Ukraine har anklaget Rusland for at trække forhandlingerne i langdrag uden intentioner om at standse offensiven.

Fredag sagde USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at der inden for kort tid kan lande nyt om mulighederne for fred mellem parterne.

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har også tidligere i år talt i telefon sammen.

I februar talte de sammen i omkring halvanden time. I midten af marts talte de sammen i over to timer.

Donald Trump har gentagne gange sagt, at han vil arbejde for en våbenhvile. Han har kritiseret, at forhandlingerne mod fred går for langsomt.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT