KØB ABONNEMENT

Venezuelas præsident anerkender misbrug

UDLAND • 30. SEP 2026 • 04:16

En lov om hadtale blev godkendt i Venezuela i 2017 og er siden blevet brugt til at fængsle kritikere.

Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, anerkender, at der har været et misbrug af landets lov mod hadtale.

Det sagde Rodríguez tirsdag under et møde med kaffeproducenter i delstaten Portugesa i den vestlige del af landet.

I løbet af det seneste årti er flere politiske ledere, aktivister, journalister, demonstranter og influencere blevet fængslet for at overtræde loven.

Det var Rodríguez selv, der godkendte loven i 2017. Den kan give mellem 10 og 20 års fængsel.

Men tirsdag lød det fra Rodríguez, at den er blevet "anvendt forkert". Der er tale om misbrug af loven, sagde hun under mødet.

Hun sagde dog også, at hun stadig tror "på principperne i den lov, princippet om tolerance, princippet om kærlighed i vores indbyrdes relationer, så hadet ikke sejrer, men så vi i stedet kan leve sammen."

Rodríguez har styret landet siden januar, hvor præsident Nicolás Maduro blev afsat i en amerikansk militæroperation.

Under pres fra USA har Rodríguez, der var Maduros vicepræsident, løsladt hundredvis af politiske fanger og lovet at udskrive valg.

Menneskerettighedsorganisationen Foro Penal oplyser, at 324 politiske fanger fortsat sidder bag tremmer.

Rodríguez har bedt landets parlament om at reformere loven. Det er også sket under pres fra USA og som led i en dialog med oppositionens parlamentarikere.

Reformen skal "bevæge sig mod en afkriminalisering af de handlinger, der er omfattet" af loven, lyder det i et brev, som Rodríguez har sendt til parlamentet.

Det er hendes bror, Jorge Rodríguez, der er formand for parlamentet.

Human Rights Watch har efter sit første besøg i landet i næsten 20 år anbefalet, at denne og andre love ophæves.

Også repræsentanter for oppositionen i Venezuela kritiserer loven. Det sker i et opslag på det sociale medie X.

Loven mod hadtale "blev brugt som et redskab til forfølgelse og undertrykkelse af politiske afvigere," lyder det fra oppositionen.

- Vi udtrykker vores solidaritet med dem, der var ofre for dens anvendelse, og med deres familier, tilføjer den.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT