Vance er ked af Orbáns fald ved Ungarns parlamentsvalg
USA's vicepræsident tog i sidste uge til Budapest for at hjælpe Orbán før valgdagen, men lige meget hjalp det.
Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, er ked af, at Viktor Orbán led et stort nederlag ved søndagens parlamentsvalg i Ungarn.Han lover dog, at USA vil samarbejde med Orbáns efterfølger.
- Jeg er ked af, at han tabte. Vi vil helt sikkert samarbejde rigtig godt med Ungarns næste premierminister, siger Vance i et interview med Fox News.
Vicepræsidenten deltog så sent som i sidste uge i en valgkampagne sammen med Orbán i Ungarns hovedstad, Budapest, for at give Orbán et boost før søndagens valg.
Péter Magyar blev den store sejrherre ved søndagens parlamentsvalg i Ungarn. Hans oppositionsparti, Tisza, sikrede sig hele to tredjedeles flertal i landets parlament.
Viktor Orbáns regeringsparti, Fidesz, led til gengæld et svigende valgnederlag, og den ungarske premierminister må derfor afgive magten efter 16 år som landets leder.
Orbán er en af USA's allierede højrefløjspolitikere i Europa.
Som den eneste europæiske regeringsleder har Orbán både et tæt forhold til USA's præsident, Donald Trump, og til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Siden 2010 har Viktor Orbán været EU's modvillige samarbejdspartner.
Som Ungarns premierminister har han flere gange været på kant med EU. Senest i forhold til Ukraine, hvor Orbán blokerede et stort EU-lån til Ukraine på 90 milliarder euro.
Desuden har Orbáns forbindelser til Rusland, brud på retsstatsprincipper og korruption i Ungarn været genstand for opgør med EU-Kommissionen.
Péter Magyar har derimod ført valgkamp på kampen mod korruption og et tættere forhold til EU og Nato.
Magyar og hans parti, Tisza, har med det såkaldte superflertal i landets parlament nok mandater til at kunne ændre den ungarske forfatning.
Det giver partiet mulighed for at lave om på nogle af de forfatningsændringer, Orbán indførte, og derved imødekomme EU og potentielt få låst op for tæt på 20 milliarder euro i indefrosset EU-støtte.
/ritzau/AFP
