USA's udenrigsminister bekræfter stærkt forhold mellem USA og Danmark
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, fastslår i udtalelse, at der er et stærkt forhold mellem USA og Danmark.
Danmark har i flere måneder været udsat for et massivt pres fra USA's præsident, Donald Trump, for at afgive Grønland.I en ny udtalelse gyder USA's udenrigsminister, Marco Rubio, dog tilsyneladende lidt olie på de oprørte arktiske vande mellem USA og Danmark.
- USA's udenrigsminister Rubio bekræftede det stærke forhold mellem USA og kongeriget Danmark, hedder det ifølge Reuters i en udtalelse fra den amerikanske udenrigsminister.
Udtalelsen kommer, efter at Rubio torsdag mødte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Det skete i forbindelse med et Nato-udenrigsministermøde i Bruxelles.
Forud for mødet med Rubio fastslog Løkke, at han ønskede at tage flere emner op om relationen til USA.
- Jeg tænker, at der er mange ting, man godt kunne have lyst til at tage op på det her møde, som handler om vores relationer til USA og den nye administrations tænkning, sagde Lars Løkke Rasmussen før mødet med Rubio.
Her nævner han blandt andet den eskalerende handelskrig og USA's ekspansionsønske.
Lars Løkke Rasmussen sagde, at han er bekymret over "den fortsatte italesættelse af en eller anden amerikansk ambition om at udvide det amerikanske territorie".
- Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi prøver at holde lidt fokus på det her møde i dag. Det er et Nato-møde, vi er til, sagde Løkke.
Ud over byrdefordeling mellem medlemmerne i Nato skal udenrigsministrene diskutere styrkemål og den sikkerhedspolitiske situation.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, blev på et pressemøde inden Nato-mødet spurgt ind til, hvorfor Grønland ikke er et punkt på dagens dagsorden.
- Jeg ville være overrasket, hvis Arktis ikke blev taget op som et emne på dagens møde af de allierede. Det er et problem, og det er ikke kun Danmark, det er også Island, Canada, USA, Norge, Finland og Sverige, som er truet i Arktis, sagde Mark Rutte.
Ifølge ham er det særligt Kina og Rusland, der udgør en fare for Nato i det arktiske område.
- Vi ved, at Kina er ved at oprette søveje. Vi ved, at russerne er ved at opruste i området.
Mark Rutte peger på, at de arktiske allierede i Nato skal styrke samarbejdet.
- De syv arktiske lande arbejder mere og mere sammen for at sikre, at vi holder den del af verden sikker, siger Rutte.
/ritzau/