USA kalder meldinger om kinesiske soldater i Ukraine foruroligende
Kina er en stor katalysator for Rusland i krigen i Ukraine, siger en talsperson for USA's udenrigsministerium
Det amerikanske udenrigsministerium kalder meldinger om, at to kinesiske soldater er blev fanget i Ukraine, mens de kæmpede for Rusland, for "foruroligende".Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet AFP siger ministeriet desuden, at rapporterne om kinesiske soldater i Ukraine viser Kinas niveau af støtte til Rusland.
- Kina er en kæmpe katalysator for Rusland i krigen i Ukraine, siger Tammy Bruce, der er talsperson for det amerikanske udenrigsministerium, tirsdag ifølge mediet.
Tidligere på dagen har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagt, at landets militær har tilfangetaget to kinesiske soldater, som kæmpede sammen med russiske styrker i det østlige Ukraine.
- Vi har disse fangers dokumenter, bankkort og personlige data, sagde Volodymyr Zelenskyj i et opslag på sociale medier, der indeholdt billeder af fangerne.
Zelenskyj sagde desuden, at han har bedt ukrainske embedsmænd om at få en forklaring fra Kina på, hvorfor kinesiske soldater befinder sig i Ukraine og tilsyneladende har sluttet sig til Ruslands krig mod Ukraine.
Kina præsenterer sig selv som en neutral part i konflikten og har tidligere sagt, at man ikke støtter nogen af de krigsførende parter - i modsætning til USA og andre vestlige nationer.
Men Kina er en tæt politisk og økonomisk allieret med Rusland, og Nato-lande har stemplet Kina som "afgørende" for Ruslands invasion af Ukraine, som Kina aldrig har fordømt.
Der har tidligere været meldinger om, at soldater fra Nordkorea har kæmpet side om side med russerne i krigen. Rusland og Nordkorea har i de seneste år knyttet tættere bånd.
USA vurderer, at der befinder sig over 12.000 nordkoreanske soldater i Rusland.
Nordkoreas hjælp til Rusland i krigen i Ukraine er af Vesten blevet betegnet som en markant optrapning af konflikten.
/ritzau/AFP