USA's aktiemarked lukker endnu en dag i minus
Efter en dag, hvor Trump har gjort alvor af toldtrusler mod Kina, falder de amerikanske aktiekurser igen.
Det amerikanske aktiemarked lukker tirsdag igen i minus, selv om det tidligere på dagen åbnede med pæne stigninger.Det skriver MarketWire.
S&P 500-indekset, som indeholder de største amerikanske aktier, lukkede med et fald på cirka 1,6 procent. Tidligere på dagen var det på et tidspunkt ellers i plus med 4,1 procent.
Mandag lukkede samme indeks med et lille fald på omkring 0,28 procent.
Faldet sker efter en dag, hvor USA's præsident, Donald Trump, har gjort alvor af trusler om øget told mod Kina og varslet en told på 104 procent.
Den øgede toldsats vil ifølge Det Hvide Hus begynde fra onsdag den 9. april.
Årsagen til S&P 500-indeksets midlertidige stigning tidligere tirsdag er ifølge MarketWire, at Japan og Sydkorea har tilbudt at indgå forhandlinger om amerikanske toldsatser på deres varer. Denne toldsats indføres også fra onsdag.
Tirsdag var mere rolig end den turbulente mandag, men bar alligevel præg af toldsatserne. Da markedet var lavest, var det med et fald på 4,7 procent, og på sit højeste steg det 3,4 procent, skriver MarketWire.
Også Dow Jones og Nasdaq faldt - med henholdsvis 0,8 og 2,2 procent.
Apple, der har en stor del af sin produktion i Kina, faldt med 5 procent, og dermed har elektronikgiganten mistet 23 procent, siden Trump varslede tolden.
Dermed har Microsoft nu overhalet Apple i værdi. Microsoft faldt ifølge MarketWire med 0,9 procent tirsdag og har mistet 7 procent i samme periode.
Faldet i S&P-indekset på 1,6 procent understreger, at man ikke kan ånde lettet op, siger investeringsdirektør i Sampension Henrik Olejasz Larsen i en skriftlig kommentar.
- Markederne er fortsat præget af stor usikkerhed, som vel at mærke ikke er drevet af fundamentale økonomiske forhold, men af geopolitisk taktik.
- Det betyder, at udmeldinger, rygter og nyheder i toldkrigen kan give betydelige udsving i både op- og nedadgående retning, hvilket vi har set de seneste dage og også tirsdag, siger han.
Siden midten af sidste uge, hvor Trump præsenterede de amerikanske toldsatser på varer fra lande i stort set hele verden, har de globale aktiemarkeder været på en nedtur.
Tirsdag har det danske C25-aktieindeks dog genvundet en del af det tabte med en stigning på 2,4 procent.
/ritzau/