Qatar tager imod Gaza-forhandlere - USA håber på aftale snart

13. JAN 2025 • 21:19UDLAND

Der meldes om heftig mødeaktivitet i Gazaforhandlinger efter muligt "gennembrud" ved midnatstid.

Emiren af Qatar har mandag taget imod en Hamas-delegation anført af det højtstående Hamas-medlem Khalil al-Hayya.

Det oplyser emirens kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters, mens der blandt andet fra amerikansk side udtrykkes håb om, at en aftale kan være tæt på.

Kontoret for emiren melder også, at ørkenlandets statsoverhoved, Tamim bin Hamad Al Thani, har talt i telefon med den afgående amerikanske præsident, Joe Biden, om forsøgene på at nå frem til en våbenhvile.

Biden selv siger mandag i sin sidste planlagte tale om udenrigspolitik, at en aftale er "tæt på" i Gaza.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, sagde tidligere mandag, at der er en mulighed for, at Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas kan blive enige om en våbenhvile i løbet af en uge.

Det sagde han til nyhedsbureauet Bloomberg.

Lykkes det at nå til enighed i løbet af en uge, vil det ske, inden den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden, forlader embedet. Det gør han 20. januar, hvor Donald Trump tager over.

- Presset stiger på Hamas for at sige ja, sagde Sullivan til Bloomberg.

Den nationale sikkerhedsrådgiver sagde videre, at den nuværende Biden-administration har forsøgt at skabe en koordineret tilgang sammen med det hold, der er ved at forberede overgangen til en ny præsidentadministration under Trump.

Mæglere har mandag videregivet et såkaldt endeligt udkast til en aftale til Israel og Hamas. Det oplyser en embedsmand, der er blevet briefet om forhandlingerne, til nyhedsbureauet Reuters.

Det er sket, efter at der ved midnatstid angiveligt var et "gennembrud" ved forhandlingerne, hvor både repræsentanter for Biden og Trump var til stede.

Embedsmanden siger, at udkastet omfatter en våbenhvile og frigivelse af gidsler. Det er blevet præsenteret for begge parter af Qatar, der agerer som mægler.

Her var blandt andre lederne af de israelske efterretningstjenester Mossad og Shin Bet til stede - samt Qatars premierminister.

- De næste 24 timer vil være afgørende for at nå en aftale, siger kilden, der ikke står frem med navn.

Der har været adskillige forsøg på at nå frem til en våbenhvile i løbet af krigen i Gaza, og flere gange har der været meldinger om, at en sådan har været tæt på. Kun én gang er parterne blevet enige om en våbenhvile.

Den førte i løbet af en uge i november 2023 til, at 105 gidsler, der blev taget ved angrebet 7. oktober på Israel, blev frigivet af Hamas. Til gengæld blev 240 palæstinensere fra israelske fængsler frigivet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

14. JAN 2025 • 10:48UDLAND
Norges dronning skal have pacemaker
FÅ ABONNEMENT