Usædvanlig lov forbyder politisk omtale på valgdag i New Zealand
Newzealænderne går lørdag til valg. Der er strenge regler for mediedækning og politiske kampagner på dagen.
Valgstederne åbnede lørdag i New Zealand til den sidste dag, hvor landets vælgere kan sætte deres kryds.Afstemningen begyndte allerede i slutningen af oktober, og ifølge landets valgkommission havde mere end 1,6 millioner ud af næsten 3,8 millioner registrerede vælgere allerede afgivet deres stemme ved udgangen af torsdag.
Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).
Valgstederne lukker lørdag klokken 19 lokal tid - klokken 7 dansk tid.
Valgdagen i New Zealand er stort set fri for politik. Det skyldes en særlig lov, som gør det strafbart at forsøge at påvirke andres stemmeafgivning, skriver AP.
Den 19 timer lange valgpause, som varer indtil valgstederne lukker, forbyder alle - herunder politiske partier, nyhedsmedier og brugere af sociale medier - at kommentere sandsynlige valgresultater, emner i valgkampen og andet, der kan tilskynde eller afholde vælgerne fra at stemme på en bestemt måde.
Der må ikke offentliggøres meningsmålinger på valgdagen, og det er forbudt at foretage valgstedsmålinger eller interviewe folk uden for valgstederne, skriver AP.
Overtrædelser af loven kan medføre en bøde på op til 20.000 newzealandske dollar, skriver AP. Det svarer til godt 74.000 kroner.
Nyhedsmedier må gerne nævne partier eller kandidater, men det må ikke ske på en måde, der kan påvirke vælgeres stemmeafgivning.
I stedet for at tale om politik på sociale medier er der opstået en newzealandsk tradition for at dele billeder af hunde ved valgstederne på valgdagen, skriver AP.
Når valgstederne lukker, begynder New Zealands valgkommission kort efter at offentliggøre stemmetallene.
Valgkommissionen forventer ifølge nyhedsbureauet Reuters at kunne fremlægge foreløbige resultater fra 50 procent af valgstederne inden klokken 10 dansk tid.
Alle stemmer bliver talt manuelt, skriver nyhedsbureauet AFP.
Blandt kandidaterne ved valget er premierminister Christopher Luxon, leder af centrumhøjrepartiet National Party, og Chris Hipkins, der står i spidsen for Labour-partiet.
New Zealands konservative regering, som er en koalition mellem det store parti National Party og de mindre partier New Zealand First og ACT, har siddet på magten siden valget i 2023.
Der er ingen fast tidsfrist for, hvornår en ny regering skal være dannet, skriver Reuters.
RITZAU
