Pave Leo indleder rejse til Sydamerika tre uger efter lungeoperation
Paven beskriver forud for rundrejse sig selv som værende i "rimelig god form" efter lungeoperation i oktober.
Pave Leo har fredag indledt en 12-dages rundrejse i Sydamerika.Det sker, tre uger efter at han i midten af oktober gennemgik en lungeoperation.
Den 71-årige pave ankom fredag til Uruguay. Rundrejsen bringer ham desuden forbi Argentina og Peru på det, som nyhedsbureauet AFP omtaler som en af de mest intensive paverejser i årtier.
På flyveturen til det sydamerikanske land fortalte paven til journalister, at han var i "rimelig god form" efter operationen, og at han håber at sprede et budskab om håb.
Sydamerika har ifølge AFP været med til at forme pave Leos virke som præst.
Under rundrejsen skal han mødes med politiske ledere, indsatte, fattige og gamle venner, skriver nyhedsbureauet.
Flere tusinde mennesker havde fredag taget opstilling langs havnefronten i Uruguays hovedstad, Montevideo, for at hilse på paven, der vinkede til de fremmødte fra sin såkaldte pavemobil.
Menneskemængden var forholdsvis beskeden i Latinamerikas mest sekulære land sammenlignet med fremmødet under pavens seneste besøg i Frankrig og Spanien, skriver AFP.
Efter at være blevet budt velkommen af Uruguays præsident, Yamandú Orsi, holdt pave Leo en tale på Plaza Independencia i Montevideo.
Her udtrykte paven sorg over den uruguayanske selvmordsrate, der er blandt de højeste i verden, og opfordrede til, at sundhedsydelser blev "tilgængelige for alle".
Han sagde desuden, at den behandling, han selv havde modtaget efter at have fået konstateret lungekræft, havde fået ham til at tænke på de "mange mænd og kvinder, der ikke har midlerne til at få stillet en diagnose i tide" eller modtage behandling.
Det var i forbindelse med lungeoperationen den 13. oktober, at paven fik konstateret lungeadenokarcinom, som er den mest almindelige form for lungekræft.
Hans læger har sidenhen oplyst, at paven ikke får brug for yderligere behandling efter operationen i oktober.
RITZAU
