USA tredobler turisters indgangspris til populære nationalparker

26. NOV 2025 • 05:51UDLAND

Fra årsskiftet bliver det markant dyrere for udenlandske turister at besøge en række nationalparker i USA.

Udenlandske turister i USA skal fra årsskiftet have flere penge op af lommen, hvis de ønsker at lægge vejen forbi en række af landets nationalparker.

Det skriver USA's indenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Turister fra udlandet skal fra 1. januar betale 250 dollar, hvilket svarer til 1600 kroner, for et årskort til parkerne, mens årskortet for amerikanske statsborgere og fastboende fortsat vil koste 80 dollar.

Har man ikke et årskort, vil prisen for turister ligge på 100 dollar per person for et enkeltbesøg i 11 af de mest besøgte nationalparker, heriblandt Grand Canyon, Yellowstone og Yosemite.

I dag koster det 20 dollar per person at få adgang til Grand Canyon i syv dage. Det fremgår af nationalparkens hjemmeside. Beløbet svarer til 126,50 danske kroner.

Meldingen fra ministeriet kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, i juli underskrev et dekret om nationalparkerne.

Dekretet pålagde USA's indenrigsminister, Doug Burgum, at udarbejde en strategi, der øger indtægterne og forbedrer oplevelsen i de amerikanske nationalparker.

- Tiltagene sikrer, at amerikanske skatteydere, der allerede støtter naturområderne, fortsat kan nyde godt af overkommelige priser, mens internationale gæster bidrager med deres rimelige andel til vedligehold og forbedring af parkerne, skriver ministeren i pressemeddelelsen.

Turister er i de seneste år ifølge nyhedsbureauet Reuters strømmet til de amerikanske nationalparker.

Antallet af besøgende gæster i parkerne nåede sidste år historiske 331 millioner, hvilket er seks millioner flere end året forinden.

Trumps administration foreslog tidligere i år at beskære det årlige budget hos National Park Service (NPS) med mere end én milliard dollar - svarende til 6,3 milliarder kroner - i 2026.

NPS er et føderalt agentur, der bestyrer 433 nationalparker på tværs af USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT