EU-ledere ser ny fremgang i forhandlinger om fred i Ukraine
EU er klar til at indgå i forhandlingerne om fred sammen med Ukraine, lyder det fra EU's præsident.
Der er et nyt momentum i forhandlingerne om fred i Ukraine. Det siger EU's præsident, António Costa, efter et møde for EU-landenes ledere mandag.- Der er ting, der mangler at blive løst, men retningen er den rigtige, siger António Costa.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fastslår på sin side, at der er sket "gode fremskridt" i forhandlingerne om en "retfærdig og varig" fred i Ukraine.
Hun understreger dog, at der er behov for, at EU-landene står sammen om at forsvare Ukraines interesser i de fortsatte forhandlinger.
- Det handler om sikkerheden for hele vores kontinent. Nu og i fremtiden, siger Ursula von der Leyen.
På mandagens møde for EU-landenes ledere blev det ifølge von der Leyen bekræftet, at EU-landene er "forenede i deres støtte til Ukraine".
Her var der ifølge kommissionsformanden også opbakning til europæiske principper for forhandlingerne. De går på flere områder imod USA's indledende udspil til en fredsplan.
- Dette er vores kerneprincipper fremadrettet: Ukraines territorium og suverænitet skal respekteres.
- Kun Ukraine som et suverænt land kan træffe beslutninger om deres militære styrker. Beslutningen om deres fremtid er i deres egne hænder, siger von der Leyen.
Forud for mandagens møde talte António Costa derfor med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Det skete for at koordinere den europæiske position i forhandlingerne.
EU-mødet kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har foreslået en fredsplan på 28 punkter, som han ønsker Zelenskyjs tilslutning til inden den amerikanske højtid thanksgiving, der begynder torsdag i denne uge.
I sidste uge blev en udgave af planen lækket, som skabte bekymring i Ukraine og EU.
Den udgave fastslog blandt andet, at Ukraine og Nato skulle forpligte sig til, at landet aldrig må blive optaget i den vestlige militæralliance.
Nato må ifølge den tidligere lækkede udgave heller ikke sætte soldater ind i Ukraine.
Ifølge den tyske udenrigsminister, Johann Wadephul, er det dog siden lykkedes Europa at få ændret afgørende i planen.
- Alle spørgsmål, som omhandler Europa og Nato, er blevet fjernet fra planen - en afgørende succes, som vi har opnået i går, siger Johann Wadephul til radiostationen Deutschlandfunk mandag.
Den lækkede amerikanske plan satte blandt andet grænser for, hvor stor Ukraines hær må være, og den fastslog, at Ukraine skulle afgive hele Donbas-regionen i Østukraine.
Den er ellers ikke under fuldstændig russisk kontrol.
Udmeldingen fra von der Leyen efter mandagens møde for stats- og regeringscheferne kan tolkes som en opbakning til de røde linjer i forhandlingerne, som von der Leyen opstillede søndag.
Det er for det første på "respekt" for Ukraines suverænitet og territorium.
For det andet, at Ukraine skal kunne bestemme størrelsen på sin egen hær.
Og for det tredje, at EU's "centrale rolle i sikringen af fred i Ukraine" skal afspejles i en fredsaftale.
Derfor vil Europa ifølge von der Leyen fortsætte mødeaktiviteten de kommende dage.
- Vi vil engagere os yderligere tirsdag med vores partnere i koalitionen af villige lande, siger von der Leyen.
Koalitionen består af over 30 lande, der arbejder for sikkerhedsgarantier og langvarig støtte til Ukraine.
Ud over EU-lande er eksempelvis også Storbritannien en central del af koalitionen.
Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen vil tirsdagens møde i koalitionen af villige lande foregå som videokonference.
/ritzau/
