USA vil samarbejde med Bolivias regering for at levere træning, udstyr og anden støtte, siger ambassade.
USA vil stille træning og udstyr til rådighed for Bolivia i landets kamp mod ulovlig handel med narkotika.Det meddelte den amerikanske ambassade tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP i en bilateral aftale, der genoptager samarbejdet efter næsten to årtiers pause.
I 2008 afbrød Bolivias daværende præsident, Evo Morales, samarbejdet med USA og udviste den amerikanske narkotikabekæmpelsesmyndighed, Drug Enforcement Administration (DEA), fra landet.
Den konservative Rodrigo Paz overtog i november præsidentposten efter 20 års socialistisk styre i Bolivia. Han forsøger at genetablere landets bånd til USA og den amerikanske regering.
Den amerikanske ambassade meddelte tirsdag støtte til landet fra USA for 20 millioner dollar.
Pengene skal være del af en indsats ledet af USA's udenrigsministeriums kontor for internationale anliggender relateret til narkotika- og retshåndhævelse, Bureau of International Narcotics and Law Enforcement Affairs (INL), lød det i en udtalelse.
- USA vil arbejde tæt sammen med den bolivianske regering for at levere træning, udstyr og andre former for støtte.
Det sker med henblik på at efterforske og bekæmpe netværk til narkotikasmugling, lød det videre.
Den økonomiske støtte vil også gå til retsforfølgelse af økonomisk kriminalitet og til at øge gennemsigtigheden i politiet og retsvæsenet, fremgår det i udtalelsen.
Både Bolivia og USA har sagt, at de har til hensigt at genoprette landenes diplomatiske forbindelser. Der er dog ingen af dem, der har genindsat deres ambassadør.
Bolivia er verdens tredjestørste producent af kokain efter Colombia og Peru, viser tal fra FN ifølge AFP.
/ritzau/